Kalou nedlagde Augsburg og Højbjerg

Det lignede længe en nullert, da Hertha Berlin tog imod Pierre-Emile Højbjerg og Augsburg, men til sidst var det hovedstadsklubben, der trak det længste strå.

Den udlejede Bayern München-spiller Pierre-Emile Højbjerg var, sammen hans nuværende klub Augsburg, lørdag i Berlin, for at prøve at hente point på Olympiastadion mod hovedstadsklubben Hertha.

Pierre-Emile Højbjerg startede som sædvanlig på midtbanen i det, der viste sig at blive en lang og taktisk affære. Chancerne var både små og få, og der var på intet tidspunkt udsigt til, at der ville ske noget inden pausen. Det tætteste holdene kom på et mål, var en chance til Augsburgs argentiner Raul Bobadilla, og det faktum, at hvert hold kun havde ét skud inden for målrammen i første halvleg, siger meget om kampens forløb.

Selvom anden halvleg blev klart bedre, var det ikke nogle spændende 45 minutter. Det var først efter 88 minutter, at der opstod en stor chance, men den blev til gengæld udnyttet. Et langt indkast blev, efter lidt tumult, forlænget, og midt for dukkede Salomon Kalou op. Ivorianeren satte sikkert bolden op i nettaget, og afgjorde dermed kampen til Hertha Berlins fordel.

Det lykkedes derfor ikke for Augsburg at samle point i kampen om Europa League-pladserne, mens Hertha Berlin nu er over nedrykningsstregen.

In this article