Penge ikke alt for Superligatopscorer

Hobros Mads Hvilsom tillægger ikke penge den store betydning. Bare han kan betale sin husleje og sine regninger, så er han godt tilfreds.

Sammenlignet med de resterende Superligahold er Hobro på et helt andet og langt mere beskedent niveau. Nordjyderne har status af deltidsprofessionelle, og lønningerne hører til de laveste i Superligaen. Det er holdets helt store profil og topscorer Mads Hvilsom dog ligeglad med:

– Jeg er bare stolt af, at jeg beviser, at man godt kan være en god fodboldspiller, selv om jeg ikke tjener kassen. Det er hele Hobro et bevis på. Det er ikke pengene, der gør én til en god fodboldspiller, siger Hvilsom til Ekstra Bladet.

Mads Hvilsom i en kamp imod Lyngby. (Privatfoto)
Mads Hvilsom i en kamp imod Lyngby. (Privatfoto)

 

At man kommer langt med hårdt arbejde, er Mads Hvilsom et fremragende eksempel på. Angriberen blev vejet og fundet for let i FC. Midtjylland, og selvom et skifte til det daværende 1.divisionshold Hobro virkede som et skridt ned, har det tværtimod været en succeshistorie for både Hobro og Hvilsom selv.

Det var da heller ikke mange lønkrav, angriberen havde, da han i sin tid vekslede topholdet FC. Midtjylland ud med deltidsprofessionelle Hobro:

– Mit eneste krav var, at jeg kunne leve af det, og jeg kunne betale min husleje og regninger. Men der er ikke til at smække tusinder ind på en opsparing. Jeg tjener vel nogenlunde det samme, som mange andre 22-årige med et fast arbejde gør, er ordene fra Superligaens topscorer.

Hobros økonomiske letvægtere, formentlig med Hvilsom på banen, tager i weekendens spillerunde hjemme mod FC. Nordsjælland.

In this article