Vejle-talent har store målsætninger

VB’s talentfulde U19-spiller Hamid Khalidan har store forventninger til sig selv. I den kommende sæson er målet at blive udtaget til kampene i Reserveligaen, og komme ind og snuse til NordiBetliga-holdet.

Han har haft travlt, Hamid Khalidan. Jul og nytår var knap passeret, før offensivspilleren troppede op med sine fodboldstøvler i hånden. Sagen var bare den, at det ikke var i VB-parkens vante omgivelser, at Khalidan mødte ind til årets første træning – det var i Esbjerg.

Den vestjyske klub er blandt landets førende, når det kommer til ungdomsfodbold og talentudvikling, og det var håbet om at teste sig selv på et højere niveau, at Khalidan i de første par uger af det nye år trænede med hos U19-ligaens tophold.

Efter et absolut godkendt træningsophold, hvor VB-talentet modtog ros fra alle sider og kanter, var det en glad og fattet spiller, der tog sig en snak med D’ BOLD. Det var ikke blevet til noget kontraktudspil fra Esbjergs side, men kantspilleren var alligevel glad for træningen hos topholdet:

-Esbjerg spiller meget hurtigt fodbold – og det er fedt. Det er lidt anderledes i forhold til Vejle, hvor Vejle spiller mere med dybdebolde, så vil Esbjerg gerne spille sig igennem. Det var lidt svært i starten, for jeg er ikke vant til at spille så hurtig fodbold, men jeg synes, det er gået bedre i den tid, hvor jeg har trænet med, siger Khalidan, der af flere EfB’s U19-spillere blev beskrevet som en glimrende fodboldspiller.

Det er ingen hemmelighed at Vejle i 2014 var presset på økonomien, hvorfor en kontrakt til Khalidan måske ikke var i højsædet. Nu er den østjyske klub så kommet til penge, og det håber den eksplosive fløjspiller vil komme ham til gode. ”En kontrakt er altid bare en bonus, som han siger”. Indtil videre har Vejle dog ikke haft kuglepennen fremme, men efter at have returneret til Nørreskoven, har Hamid Khalidan startet ind i U19-holdets to første træningskampe. Selvom startpladser i U19-ligaen er fornemt, så sigter stortalentet højere end det.

I fremtiden vil han spille i Reserveholdsligaen, og snuse til klubbens førstehold, hvilket han med udtagelsen til kampen mod Brønshøj i fjor, rent faktisk allerede har gjort. Det vil kræve hårdt arbejde for Khalidan, at indfri de store mål, han har til sig selv:

-Jeg skal blive ved med at træne hårdt og gøre det, træneren beder mig om, og så må jeg bare bidrage med det jeg kan, siger han til D’ BOLD.

Kantspilleren er klar over, hvad han skal forbedre, hvis han skal have succes i fremtiden:

Mit venstreben skal jeg forbedre – det er den klassiske – man skal altid blive bedre med sit dårlige ben. Og mit hovedspil, det skal også blive bedre, ligesom det er meget vigtigt for en kantspiller at blive mere eksplosiv. Jeg skal holde min fart, og udnytte den. Det har der været lidt udfordringer med, men det kommer gennem styrketræning, så det arbejder jeg med, fortæller Hamid Khalidan til D’ BOLD’s udsendte.

Da D’ BOLD i slutningen af interviewet giver Hamid Khalidan lov til at drømme om fremtiden, er det en international storklub, der er ønskescenariet for VB-talentet:

-Spansk fodbold – Tyskland måske. Men til at starte med vil jeg være realistisk, det skal ikke være alt for optimistisk. Jeg skal tage et skridt af gangen, og først vil jeg gerne blive tilbudt en kontrakt, komme ind omkring førsteholdet og udvikle mig derfra, er den afsluttende, noget beskedne bemærkning fra Hamid Khalidan.

Hamid Khalidan er uomtvisteligt i besiddelse af et par meget talentfulde fødder, og skal vi ikke bare gætte på, at dét snart går op for Vejle.

In this article