Bech tilbage på træningsbanen: Kæmpe fornøjelse

 


Uffe Bech har siden vinterpausen døjet med en omgang sportsbrok. Han er dog, efter en vellykket operation, tilbage på FC Nordsjællands træningsbane igen.

Uffe Bech er gået glip af årets første to Alka Superliga-kampe på grund af en omgang sportsbrok. Han er dog nu tilbage i træning, hvilket glæder den vævre kantspiller.

– Det er en kæmpe fornøjelse igen at kunne være herude og spille med de andre gutter. Det har været en drilsk skade, som vi heldigvis har fået styr på nu, men vi må se, hvordan det udvikler sig i løbet af ugen, men lige nu går det godt, siger Uffe Bech til fcn.dk.

Trods en vellykket operation er landsholds-aktuelle Bech dog ikke sikker på, om han kan spille på lørdag, hvor FC Nordsjælland tager imod SønderjyskE.

– Chancerne for, om jeg kommer til at være klar til weekenden er svære at sige. Det er den her uge, der afgør det, og vi skal ikke forhaste os, men jeg håber selvfølgelig, at jeg kan blive klar hurtigst muligt.

FC Nordsjælland har ud af fårårets to første kampe, som har været uden Uffe Bech, tabt begge. Farum-klubben har ikke engang scoret et mål.

In this article