Brøndby forlænger med U19-landsholdsspiller

Brøndby IF har i dag lavet en forlængelse af kontrakten med et af de største ‘upcomming’ talenter.

Rezan Corlu har repræsenteret de danske ungdomslandshold hele 30 gange i en alder af blot 17 år. Han bliver på Vestegnen set som et af de største talenter i Brøndbys store Masterclass-projekt, og er kendt for at være en udfordrende offensivspiller.

Derfor er der glæde at spore hos både sportsdirektør Per Rud og klubbens cheftræner Thomas Frank over, at Corlu i dag har forlænget sin aftale med de blågule frem til 31. december 2017.

– Jeg er rigtig glad på Rezans og Brøndby IF’s vegne. Det er et toptalent, vi nu får glæden af at arbejde med i små tre år mere. Jeg ser et kæmpestort potentiale hos Rezan, som har nogle sjældne spidskompetencer, der kan bringe ham langt, siger cheftræner Thomas Frank til klubbens hjemmeside, og bliver bakket op af Per Rud:

– Rezan er et af de talenter, hvor man bare ikke er et sekund i tvivl om potentialet. Det er stort hos ham, og vi er glade for, at han har valgt at blive i vores miljø og videreudvikle sig. Vi tror på, at det er det helt rigtige valg for Rezan og for Brøndby IF, lyder det fra sportsdirektøren.

Rezan Corlu er en del af Brøndbys U19-hold, men spiller også løbende med i førsteholdets træningspas og reserveholdskampe.

In this article