Det var et angrebsivrigt dansk mandskab, som troppede op i regnen på Lyngby Stadion. 1. halvleg var præget af højt tempo, men til trods for flere gode angrebssituationer, blev danskerne ikke rigtig farlige de første 20 minutter. Der var dog flere gode mønstre at spore alligevel. Lucas Andersen og Rasmus Falk placerede sig stort set som det passede dem, og fik flere gange taget de danske backer med i angrebene. Danmark var også flere gange farlige på dødbolde. Efter 20 minutters spil var notorisk hovedstødsstærke Jannik Vestergaard tæt på, efter et hjørnespark fra Lucas Andersen.
USA havde ikke mange muligheder, men når de lejlighedsvis fik etableret angrebssituationer, satsede danskerne benhårdt på kontraangreb ved bolderobringer. Efter en god halv time kastede det en god mulighed af sig, da Yussuf Poulsen fik bolden i feltet af Nicolai Thomsen. RB Leipizig-angriberen kunne dog ikke komme på skudhold.
Ti minutter senere var Poulsen igen tæt på, denne gang efter endnu et hjørnespark fra Lucas Andersen. Angriberen, som på det seneste primært har været placeret på højrekanten, stod på mystisk vis fuldstændig uopdækket, men Poulsen headede den tæt forbi Charlie Hortons mål.
Minuttet senere opstod der stor forvirring i det amerikanske felt. Nicolai Brock-Madsen, som i dag havde fået chancen fra start, blev spillet fri, men Horton reddede fornemt. På returen stod Nicolai Thomsen dog klar og headede bolden i mål. Desværre for danskerne havde den færøske dommer, Petur Reinart, fløjtet for frispark på amerikanernes Shane O’Neil sekundet inden, og så kunne Danmark og USA forlade den regnvåde bane ved stillingen 0-0. En godkendt halvleg fra danskerne som dominerede, men manglede den sidste skarphed omkring det amerikanske felt.
Efter pausen var der dømt rotation i den danske lejr. Kampen var den sidste, inden Jess Thorup senest 7. juni skal udtage sin trup til EM i Tjekkiet. Der var således lejlighed til at se mange forskellige spillere i aktion, da Andreas Cornelius erstattede Nicolai Brock-Madsen, Jens Jønsson kom ind for Christian Nørgaard, Patrick Banggaard erstattede Frederik Sørensen og endelig kom Frederik Rønnow ind i stedet for David Jensen mellem stængerne.
Utro mod kampbilledet i 1. halvleg var det amerikanerne som havde den første store chance i 2. halvleg, da William Packwood testede indskiftede Frederik Rønnow, men Horsens-keeperen reddede flot.
Minuttet efter fik danskerne dog endelig udbytte af chancerne. Indskiftede Andreas Cornelius modtog bolden i fødderne midt inde i feltet, drejede rundt og sparkede den køligt ind med det stærke venstreben. 1-0 til Danmark efter 52 minuters spil.
Herfra var Danmark altdominerende. Både Nicolai Thomsen og Rasmus Falk havde gode muligheder, men skarpheden manglede. Efter 76 var dette tæt på at koste, da amerikanernes Daniel Metzger pludselig fik en kæmpe chance midt i danske felt. Endnu en gang hev Frederik Rønnow dog en flot redning op af hatten.
Danskerne fortsatte med at producere store chancer og gode spilmuligheder, men kunne simpelthen ikke få bolden i mål. På trods af et lille pres fra amerikanerne til sidst, sluttede kampen 1-0 på Lyngby Stadion. En god kamp fra danskerne, som dominerede gennem alle 90 minutter. Skarpheden skal dog pudses inden EM-slutrunden i Tjekkiet, som sparkes i gang i juni.