Specifik træning er på vej frem i Danmark, hvor der bliver afholdt camps rundt om i landet for målmænd og angribere.
Keepers Development & Coaching, KD&C, holder camps rundt omkring i Danmark for unge målmandstalenter, der søger større fokus på målmandstræning, end der findes i de lokale klubber. Et projekt som sætter fokus på den specifikke position. Noget, som er ved at udbrede sig i Danmark. Og det nyeste skud på stammen er Rajko Lekic Målakademi, som startede op i slutningen af 2014, og som til dagligt træner flere angribere i både hold og via personlige træninger på Sjælland. Noget KD&C-stifter og træner, Dan Petersen, er meget positiv omkring.
– Jeg er helt enig i, at der er et behov for specifik træning. Og det er glædeligt, at der nu også fokuseres på angriberne, når vi ser på, hvor få helt store angrebstalenter Danmark har udviklet de seneste mange år, fortæller Dan Petersen til dbold.dk.
En anden positiv ting, som KD&C-stifteren ser ved målakademiet, er et muligt fremtidigt samarbejde, der kan kæde de to positioner mere sammen, som til dagligt i fodbold også er meget tætte på hinanden, dog som direkte konkurrenter.
– I den modsatte ende af banen forbereder vi også keeperne på de udfordringer, der er kommet de seneste år, og tager gerne “kampen” op med de angribere, der udvikles på målakademierne – og måske på sigt, skabe et samarbejde til fordel for talentudviklingen trods vores modsatrettede målsætninger, siger Dan Petersen.
Men behovet for specifik træning, er noget som Dan Petersen synes, er meget vigtigt. Især noget, der kan gøre noget godt for de unge talenter og fodboldspillere, lige meget hvilket plan, de til dagligt spiller på.
– Der er for mig heller ikke tvivl om, at der fortsat vil være brug for specifik træning, da det vil være med til at fastholde de unge mennesker, uanset niveau, udtaler Dan Petersen til D’ BOLD og uddyber:
– Netop det sidste er noget af det, der ligger os meget på sinde i KD&C, da målmandstræning oftest er mest struktureret i eliteklubberne, mens talenterne for det meste kommer fra de mindre klubber og hentes ind til eliteklubben.
Og spørgsmålet, som Dan selv stiller, er, hvad der sker, hvis spillerne ikke får den specifikke træning i deres lokale klub. Noget han håber hans eget koncept, Keepers Development & Coaching, kan hjælpe med.
– Jeg tror på, at vi desværre taber flere talenter på gulvet, ved ikke at sikre, at også den lokale klub får muligheden for, at tilbyde specifik træning, om det så er til målmænd eller angribere. Her er det blandt andet, at vi gerne vil på banen med en ny indfaldsvinkel til, hvordan det kan gribes an, og ser en stigende interesse for vores koncept, afslutter Dan Petersen.
Så om vi snart ser camps eller træningscentre rundt om i landet, der specifikt henvender sig mod forsvar- og midtbanespillere, er ikke godt at vide. Men med den stigende interesse, for de to allerede eksisterende projekter, er det ikke utænkeligt.