Brøndby-træner Thomas Frank må se bort fra hele fem karantæneramte spillere til søndagens derby mod FC København, og det baner vej til Brøndby-truppen for tre U-spilleren, hvor ingen af dem har Superliga-erfaring.
Hverken Dario Dumic, Johan Elmander, Thomas Kahlenberg, Christian Nørgaard eller Nikolai Laursen er med for Brøndby, når vestegnsklubben søndag tørner sammen med rivalerne FC København. Alle fem Brøndby-spillere har nemlig karantæne, og det må give de blå-gules træner Thomas Frank grå hår i hovedet.
Dario Dumic og Christian Nørgaard fik begge rødt kort i midtugens 4-2-nederlag til Sønderjyske i DBU Pokalen, og da Brøndby blev slået ud, overføres deres karantæner til Superligaen, mens Nikolai Laursen modtog et rødt kort i Brøndbys U19-kamp mod Lyngby. Thomas Kahlenberg og Johan Elmander må sidde over grundet deres aktioner i Brøndbys seneste Superliga-kamp mod FC Midtjylland, hvor Kahlenberg modtog et gult kort, der kastede en karantæne af sig, mens Elmander fik rødt kort efter at have sparket ud efter, og ramt, Jakob Poulsen.
De mange karantæner har gjort, at Thomas Frank har måtte se sig om efter alternativer. Det har resulteret i, at Brøndby har tre ungdomsspillere med til derbyet i Telia Parken. Fra U19-holdet er det to 17-årige, offensivspilleren Rezan Corlu og defensivspillere Nicklas Halse, der er hevet op på Superliga-holdet til kampen, mens den blot 16-årige U17-spiller Magnus Häuser også skal op og spille med de store drenge.