19-årige Joakim Momme er blevet ramt af en korsbåndsskade, som holder ham ude resten af sæsonen.
Kun 19-årige Joakim Momme har været på kontrakt med AC Horsens 1. Divionsklub. Men da han med Horsens U19-hold forleden var på besøg i B93 i forårspræmieren, pådrog teenageren sig en skade, som nu holder ham ude i resten af sæsonen.
– Jeg pådrog mig skaden i en harmløs situation. I en helt almindelig løbeduel sparkede jeg bolden væk, og umiddelbart gjorde det rigtig ondt i knæet. Jeg kunne godt mærke, at der var noget galt, men det strejfede mig slet ikke, at det var alvorligt. Jeg blev øjeblikkeligt skiftet ud, men vi besluttede at tage tilbage til Horsens, inden jeg skulle på sygehuset, fortæller Momme til klubbens hjemmeside og fortsætter:
Umiddelbart troede lægen, at det var et forstuvet ledbånd, men bagefter var vores fysioterapeut Uffe Hansen betænkelig ved den hævelse, der var omkring knæet. Vi fik foretaget en scanning, og den viste, at korsbåndet var revet over. Det var en knuser uden lige at få den besked, for det havde jeg slet ikke set komme. Nu går der mindst en måned, inden hævelsen fortager sig. Først derefter kan det blive opereret, og så venter der en lang pause fulgt af genoptræning.
Momme er naturligvis oprevet over skaden, der kan tage mere end seks måneder at komme sig over.