Der er angiveligt stor belgisk interesse for Mads Hvilsom, som, sammen med resten af Hobro-holdet, har spillet i flot debutsæson i Superligaen.
Hobro IK har overrasket alt og alle i denne sæson, efter deres allerede overraskende oprykning fra 1. division. Efter 26 kampe er klubben på femtepladsen med 38 point, og jyderne er dermed tættere på medaljer end nedrykning; en bedrift, som de færreste havde regnet med inden denne sæson.
Derfor er det ikke overraskende, at der er udenlandsk interesse for Hobro-profilerne. Allerede i januar blev den høje angriber Emil Berggreen solgt til tyske Eintracht Braunschweig, og der har også længe været snakket om et salg af topscorer Mads Hvilsom.
Tidligere er de to belgiske klubber KAA Gent og KV Mechelen blevet meldt interesserede i den 22-årige dansker, og nu mener avisen Het Nieuwsblad at vide, at også KV Oostende kigger på Hvilsom. Hobros sportschef maner dog spekulationerne i jorden.
– Der er ingen forhandlinger i gang, siger Jens Hammer Sørensen til bold.dk.
Der lader også til at være stor prisforskel på Hvilsom, alt efter hvem man spørger. Imens Het Nieuwsblad skriver, at danskeren kan erhverves for omkring 3 millioner kroner, har Hobro tidligere på måneden meldt ud, at han er til salg for mere end det dobbelte, nemlig 7,5 millioner kroner.