Emil Berggreen har både spillet i Superligaen og nu også i den næstbedste tyske række, og han mener, at nabolandet mod syd har hele to ligaer, som er stærkere end den bedste danske.
Emil Berggreen forlod i vinterens transfervindue sin ellers i succes badende klub Hobro og tog i stedet et skridt op ad karrierestigen gennem sit skifte til Braunschweig og tysk 2. Liga-fodbold.
Og spørger man hovedpersonen selv, kan han også bekræfte, at niveauet er højere i de nye omgivelser.
– De bedste klubber i Danmark er gode, men generelt synes jeg, at 2. Bundesligaen er stærkere. Tempoet er højere, og så er der langt flere tilskuere. Mand-mand tilgangen skaber mere rodede kampe end zoneforsvaret gør det derhjemme, så det er ikke altid lige effektivt. Men over hele linjen tror jeg, at niveauet er højere hernede, fortæller angriberen til D’BOLD.
Hans hold Braunschweig ligger i øjeblikket på femtepladsen, og hvis klubben geografisk lå placeret nogle hundrede kilometer længere mod nord, ville man da også ligge i eliten af det danske ligasystem.
– Det er en anden type fodbold der spilles hernede. Mindre organiseret, men højere tempo. Mit bud er, at vi ville spille med om de sjove pladser, lyder det fra Berggreen.
U21-landsholdsspilleren havde andre tilbud, og destinationen kunne også have ligget i Skandinavien.
– Der var er par muligheder blandt andet på grund af min lave klausul, men jeg foretrak Tyskland frem for Danmark eller Norge. Også fordi Braunschweig lå ret godt til i oprykningskampen, slutter Berggreen.
På lørdag er tre point et must, når nedrykningstruede 1860 München kommer på besøg hos Berggreen og holdkammeraterne.