Jamil Fearrington er skiftet til Fram Larvik fra den tredjebedste norske række og danskeren forventer oprykning.
I den tredjebedste række i Norge, den norske 2. division, render der et par danskere rundt. En af dem er den tidligere FCK-spiller Jamil Fearrington, der har skrevet kontrakt med topholdet Fram Larvik. Her var det entusiasmen, der tiltrak danskeren.
– Det var først og fremmest dem (Fram Larvik, red.), der ville mig mest. De var meget entusiastiske omkring at tilknytte mig fra første kontakt. De har etableret sig som tophold i 2. division, men mangler bare lige det sidste for at tage skridtet en division op. Noget de har en klar plan om, siger Fearrington til D’ BOLD.
I sidste sæson spillede danskeren i Arendal, der også huserer i 2. divisionen. Men i stedet for at blive i Arendal, eller skifte hjem til Danmark, foretrak danskeren Larvik.
– Jeg sagde tidligt nej til en forlængelse i Arendal, da planen i første omgang var at vende hjem til Danmark. Og så er det jo ingen hemmelighed, at jeg var med i Brønshøj længe og var i dialog med dem, men de endte med at blive noget overbefolket på højrebacken der, så det løb lidt ud i sandet. Jeg blev kontaktet af en del 2. divisionsklubber i Danmark, men det var kun Hvidovre, jeg var i konkret dialog med.
Selvom det er en stærk trup med hård konkurrence, er danskeren ikke i tvivl om hans rolle.
– Jeg er kommet for at spille. Jeg er hentet ind for at forstærke holdet og jeg regner bestemt med at spille samtlige minutter i sæsonen, hvis jeg undgår skader og kort, siger Fearrington til D’ BOLD.
Fram Larvik er et af de absolutte tophold i den norske 2. division, hvor oprykningen lige præcis ikke blev sikret de seneste to sæsoner. Jamil Fearrington er heller ikke i tvivl om, hvad hans ambitioner for sæsonen er.
– Jeg er kommet for at rykke op. Jeg har en klar plan om at spille på højere niveau igen, og Fram Larvik er et led i den plan, siger danskeren til D’ BOLD.
Fram Larvik, der også har danskerne Kenneth Stenild og Jonas Westmark i truppen, starter sæsonen d. 18. april hjemme mod Moss.