I disse dage diskuteres det voldsomt, om den danske Alka Superliga skal have flere hold og et slutspil. Den ligastruktur kender Lasse Nielsen efterhånden, eftersom han spiller i den belgiske Jupiler League til dagligt for KAA Gent.
Han foretrækker dog den danske ligastruktur frem for den belgiske.
– Jeg tror stadig jeg foretrækker den normale model, hvor et mesterskab bliver afgjort over 30 eller 33 kampe, eller hvor mange kampe, der nu bliver spillet i en almindelig liga, fortæller Nielsen til bold.dk.
– Jeg synes det er meget sjovt, nu hvor vi er med i mesterskabsplayoff, og vi har ti store, tætte kampe, med fyldte stadions. Men jeg synes også lidt, at det at pointene halveres når man går ind i playoff, forvrænger billedet lidt.
Nielsen mener også, at kommer man ikke i mesterskabs playoff’et, er der ikke noget værd ved at spille resten af kampene.
– Jeg kan forstå på de andre hernede, at hvis man ikke kommer i mesterskabsplayoff, så er det tæt på at være en stor gang lort. Der er ikke noget fokus på det, for al fokus er på mesterskabsplayoff’en, siger Nielsen.
Lasse Nielsen og Gent spiller for tiden med i mesterskabs playoff’et i Belgien, hvor de har vundet én og tabt én kamp.