Talenttid 16-04-2015 – U17-ligaen – Duften af græs

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U17-ligaen

U17-ligaen (kilde:dbu.dk)
U17-ligaen (kilde:dbu.dk)

Weekenden bød på masser af kampe fra landets bedste U17-række. Kunstgræsbanerne var blevet afløst af græsbaner, og med 20 graders varme duftede det i lørdags af forår og fodbold – en fremragende kombination.

Esbjerg og OB var ikke i aktion i denne spillerunde, men ellers var der jord på knæene for samtlige af rækkens mandskaber. Lad D’ BOLD tage dig med på rundtur:

Turen starter lørdag formiddag, hvor AGF’s U17-spillere hjemme på Fredensvang jagtede årets første sejr. Efter tre tætte kampe mod gode modstandere var det kun en sejr, der talte, da man tog imod bundproppen fra AC. Horsens.

Det begyndte planmæssigt for ’De Hvie’, der fra kampens første minut, ganske som forventet, satte sig på spil og chancer. Horsens var sjældne gæster i AGF-feltet, og så scorer man altså ikke. Det gjorde værterne til gengæld i første halvleg, hvor forsvarsspiller Asger Hausted sørgede for, at pausestillingen lød på 1-0.

Efter sidebyttet mistede århusianerne en del af initiativet, men havde dog stadig kampen under kontrol. To indskiftede spillere sørgede for sejren. Fløjspiller Yones Diab øgede til 2-0, inden den tidligere AC. Horsens bomber Kristian Skovbjerg der i efteråret scorede mål for de gule, lukkede og slukkede til slutresultatet 3-0. For niende gang i sæsonen måtte Kim Øyans mandskab gå målløse fra banen, mens AGF derimod høstede tiltrængt succes. Der ligger flere sejre og venter for de talentfulde drenge fra Jyllands hovedstad.

Lidt senere på eftermiddagen blev rækkens næste opgør fløjtet i gang. Dommer Nikolaj Boddum Pedersen stod i spidsen for et opgør, de fleste nordjyder nok hurtigt vil glemme. AaB har haft en mager sæsonstart, og vi var her på Talenttid efter dem, da man i sidste weekend blot i slutminutterne fik hentet 2-2 mod upåagtede AC. Horsens. Der skulle andre bolde på suppen, skrev vi, men der var hverken suppe eller boller over de bolsjestribedes opgør mod Lyngby.

Nu var det egentlig ikke fordi, at Lyngby kom til opgøret med massevis af selvtillid i bagagen. De kongeblå havde således blot en enkelt sejr i forårets første fire kampe at prale af.

Og lad os bare slå det fast med det samme: I lørdags kom nummer to i hus.

Lyngbygenserne afgjorde allerede kampen i første halvleg. Lorrent Callakus to scoringer bragte sjællænderne på sejrskurs, og da Deniz Karaca efter 24 minutters spil iskoldt udplacerede AaB’s målmand, var kampen reelt allerede afgjort.

Foran 0-3 fik ikke Lyngby til at lette presset. Nej, talenterne fra københavnerforstaden fortsatte ufortrødent i et højt tempo, og selvom AaB nu var mere på bolden, var det gæsterne, der scorede kampens sidste to mål. 0-4 blev det ved Buster Ellemand efter en hjørnesparkssituation, inden nyerhvervelsen Gabana Topenya der i efteråret tørnede ud for AGF, scorede sit første mål for sin nye klub, da han i slutminutterne satte et sidste søm i AaB’s kiste og gjorde det til hele 0-5.

At Lyngby vandt med 5-0 er i sig selv overraskende, men at det lige præcis var i lørdags, at det skete, må siges at være en endnu større overraskelse. De kongeblå har nemlig været en stor skuffelse i 2015, hvor det ene nederlag har fulgt det andet. For AaB var kampen historien om en hidtil dårlig forårssæson, hvor vi stadig i spænding venter på, at nordjyderne lever op til det store potentiale vi ved, holdet har i sig.

Et andet hold der har uforløst potentiale, er FC. Midtjylland. Ulvene burde efter spillermateriale og kvaliteten af klubbens talentarbejde høre til landets absolutte top, men i store dele af sæsonen har Svend Graversens ustabile tropper rodet rundt i midten af U17-ligaen. Men med tre sejre i de seneste fire kampe, er der dog rodet bod på dette. En sejr mod HB. Køge ville føre midtjyderne tættere på den eftertragtede tredjeplads.

Kampen, der blev afviklet på græs, og derfor gjorde poleret og flot fodboldspil ualmindelig svært, var fra start til slut en FC. Midtjylland-dominans, hvor hårde duel og meget spil på banens midte var, hvad de fremmødte tilskuere var vidne til. Det var jyderne, der kampen igennem forsøgte, at finde hullerne i modstanderens forsvar, men det lykkedes sjældent, og derfor blev første halvleg chancefattig og uden scoringer.

Anden halvleg var blot fire minutter gammel, da første scoring faldt. Den tidligere AC. Horsens-angriber Sebastian Buch, der i lørdags havde fundet vej til startopstillingen, prikkede efter et hjørnespark sit hold foran 0-1, og så tydede meget på endnu en FCM-sejr. Det blev det da også til. Cementeret af Mikael Anderson, der på straffespark scorede til slutresultatet 0-2 og samtidig bragte sig op på 18 sæsonmål. Anderson deler dermed titlen som rækkens mest scorende spiller med Jakob Johansson fra FC. Nordsjælland, der et par timer efter FC. Midtjyllands udesejr også snørede støvlerne. For tigrene skulle Silkeborg besejres, men det var lettere sagt end gjort..

Med fire sejre på stribe kom FC. Nordsjælland efter en lang bustur til Søholt. Guldduellen med Esbjerg kører weekend efter weekend, men havde Farum-talenterne inden kampen troet, at Silkeborg-kampen blot var et spørgsmål om 80 minutter og tre point, blev de hurtigt klogere.

Meget HURTIGT!

For efter kun ét minuts spil var topholdet bagud. Silkeborgs Anes Travljanin, der netop har underskrevet en treårig kontrakt, startede, hvad der skulle vise sig at blive en fantastisk fodboldkamp.

Godt et kvarter senere svarede FC. Nordsjælland og Jakob Johansson igen, men Kasper Kurlands knægte var mere pressede end vanligt – Silkeborg spillede god fodbold – og i det 26. minut kom FCN atter bagud. Denne gang var det Thomas Santos, der fandt vej til netmaskerne, men kort før pausen var måltyven Johansson atter på spil, og opsnappede en ripost og bragte igen balance i regnskabet.

Ligesom i første halvleg kom værterne lynhurtigt foran. Anden halvleg var blot to minutter gammel, da forsvarsspiller Mikkel Brogens scorede et vigtigt mål. Herefter overlod Silkeborg initiativet til de guldjagtende tigre, og tillod sig at satse på de omstillinger, man er så gode til.

Anden halvleg var med FCN i teten, og først med fem minutter tilbage på stadionuret fik hjemmeholdet med scoringer til 4-2 og 5-2 slukket gæsternes håb. U16-landsholdsspiller Jeppe Okkels og midtbanetalentet, 98’eren Mads Emil Madsen stod for kampens sidste scoringer, der gav Silkeborg en noget overraskende sejr på hele 5-2. Dermed skriver de rødklædte jyder sig ind i en ret eksklusiv klub af hold, der har besejret FC. Nordsjælland i denne sæson. Kun Esbjerg, Brøndby og FC. København har formået at gøre det i denne sæson.

Netop FC. København var også i kamp i weekenden. Københavnerne var på tur til Kronjylland, hvor ustabile Randers ventede. De lyseblå har i foråret først vundet, så tabt, og skulle man fortsætte den stil, ville man slå FC. København.

Sådan kom det ikke til at gå.

Til det var Mani Á Hilmarsson for god en spiller. Den islandske spydspids scorede hele fire gange, og blev kampens helt store profil.

Undervejs var Randers rent faktisk i front, men på vanvittige fire minutter vendte FCK faretruende 2-1 til 2-3, som også var resultatet ved første halvlegs udløb. Meget lig kampen mellem FC. Nordsjælland og Silkeborg blev stillingen længe ved de 2-3, mens afgørelsen faldt sent i opgøret. Med to mål i de sidste 17 minutter afgjorde hovedstadens talenter kampen, og fik visket tavlen ren efter 3-0 nederlaget til lokalrivalerne fra Brøndby i sidste uge.

Den kamp skulle Brøndby, modsat FC. København, forsøge at bygge videre på, da man i lørdag eftermiddags sidste kamp i U17-ligaen besøgte Vejle.

De ustabile østjyder ville blive et nemt offer for selvtillidsfyldte Brøndby, tænkte man før kampen, der dog langt fra blev nogen nem opgave for de blågule. En vanskelig, knoldet bane og dårlige forhold var i fokus på en ellers solrig dag, hvor stillingen efter de første 40 minutter var 0-0. Ret hurtigt i anden halvleg ændrede det sig dog. U16-landsholdsspiller Karl Dinnes Appelt scorede et kontroversielt mål, som Vejle-lejren ikke mente, havde krydset stregen, men linjevogteren var uenig heri og anerkendte.

Dueller og intensitet udgjorde en uskøn, og ganske jævnbyrdig fodboldkamp, hvor Brøndby var en anelse bedre end Vejle. I slutminutterne kunne Magnus Häuser have lukket kampen, men offensivspillerens straffespark snuppede Ramus Glintborg i VB-buret. 0-1 blev slutresultatet, og Vejle står stadig uden sejr i forårssæsonen. Det gør Brøndby ikke.

Talenterne fra Vestegnen blev denne spillerundes helt store vindere. Stillingen fortæller, at Brøndby, med FC. Nordsjællands pointtab og Esbjerg, der sad over, nu blot er sølle tre point fra førstepladsen.

Guldkampen er nu ikke længere mellem to hold – men tre!

 

 

In this article