U17-talent efter pokaltriumf: Ser ikke nogle af de danske hold stoppe os nu

FC Midtjyllands U17-hold vandt torsdag aften turneringen Trofeo Nereo Rocco i det nordlige Italien, noget de ikke kommer til at glemme lige foreløbigt.

Torsdag den 30. maj er ikke en dag U17-holdet i FC Midtjylland sætter i glemmebogen med det samme. På den dato vandt holdet nemlig en international turnering i Italien, hvor de slog hold fra Italien, Mexico, Japan og Brasilien. Kun ét nederlag blev det til. Men det var i gruppespillet, efter holdet allerede havde sikret sig en plads i kvartfinalen.

Holdets ene midtbanespiller, Nikolaj Kirk, synes holdet har udviklet sig meget igennem den italienske turnering.

– Vi har klaret den utroligt godt. Som hold har vi udviklet os helt ekstremt igennem turneringen, og til sidst har vi stået med en følelse af, at vi nærmest ikke kunne lukke mål ind, som ellers er noget der tidligere har været et problem, siger Nikolaj Kirk til D’ BOLD.

En anden midtbane-mand for ulvene, Mads Vang, kunne næppe være mere enig med sin holdkammerat.

– Vi har udviklet os rigtig meget som hold. Vi starter jo fantastisk ud med en sejr over Milan på 4-0, og derfra bliver vi klogere og klogere. Vi formår at lukke tre mål ind over hele stævnet, og det er i en ligegyldig kamp, hvor vi er gået videre, vi lukker dem ind. Så vi er kommet sindssyg langt som hold. Vi spillede helt klart op til vores ypperste, og der var ingen tvivl om, at vi var det hold som skulle vinde, med den præstation vi gav, fortæller Mads Vang.

Vang var, ikke overraskende, meget glad da dommeren fløjtede kampen af i finalen.

– Jeg var utrolig glad. Det er jo fantastisk, både at vinde så stort et stævne, men mest af alt, fordi at det er med det her U17 hold, som virkelig har haft sine nedture. Det kan ikke beskrives hvilken forløsning det var, da dommeren fløjtede kampen af, siger Vang.

Heller ikke overraskende følte Kirk det samme. Han havde dog regnet udfaldet af kampen ud, allerede i første halvleg.

– Finalesejren blev vel egentlig en realitet allerede i første halvleg ved 3-0 eller i 2. Halvleg ved 4-0, men det er selvfølgelig specielt sidste gang dommeren fløjter, når vi har arbejdet så hårdt for det og ovenikøbet får revanche fra sidste år, fortæller Kirk.

Nikolaj Kirk kan også kun være tilfreds med sig selv efter turneringen. Han blev nemlig kåret som turneringens bedste spiller efter finalen. Han vægter dog holdet øverst i følelsesregisteret.

– Jeg er selvfølgelig utrolig glad og stolt for den pris, det er altid dejligt at få en personlig anerkendelse, men holdets sejr vil altid være det vigtigste, udtaler Kirk.

Mads Vang kan dog også være tilfreds med sin præstation i turneringen, han sendte nemlig bolden i mål to gange. Begge gange på straffespark i meget vigtige situationer. Han scorede nemlig i straffesparkskonkurrence mod japanske Ryukei Kashiwa i kvartfinalen, og så scorede han finalekampens første mål for FCM.

– Det er altid fantastisk at score mål, at det sker i finalen gør det jo bare endnu mere specielt. Det at score er jo en kæmpe personlig succes, så for mig som spiller er det jo det vigtigste. Men det betyder også vildt meget, at mine holdkammerater er så glade for hvert eneste mål. Vi er et hold, der holder meget af hinanden, og for os betyder det ikke så meget, hvem der scorer.

U17-holdet er ti point og én kamp bag førerholdet, FC Nordsjælland, hjemme i den danske liga. Men efter denne turnering, kan de, ifølge både Kirk og Vang, hente mange point i de sidste seks kamp i ligaen.

– Jeg synes at vi er blevet mere et hold under denne turnering, og jeg er sikker på, at hvis vi tager det med hjem til u17 ligaen, så ligger der mange point og venter på os, fortæller Nikolaj Kirk og bliver stærkt efterfulgt af følgende kommentar fra Mads Vang:

– Vi kan helt sikkert bruge vores læring her fra Italien til noget i Danmark. Vi har lært en helt ny spillestil, og vi var de bedste til den. Vi kan have mere variation i vores spil nu, og vi har lært hvor sindssyg vigtigt hvert eneste mål er, og hvor vigtig det er, at modstanderen ikke får lov at score. Vores modstandere i ligaen vil også komme til at mærke, at vi er et stærkere hold nu, og jeg ser ikke at nogle af de danske hold kan stoppe os.

FC Midtjylland er placeret på fjerdepladsen i den hjemlige liga, kun otte point bag en plads til medaljer. Ulvene skal ovenikøbet møde alle tre hold, der ligger foran dem i ligaen.

In this article