To trænere fra Ajax Amsterdam var på besøg hos Køge Boldklubs Ungdomsafdeling i sidste weekend. Et kursus, hvor der blev udvekslet erfaringer og træningsmetoder.
Køge Boldklub havde sidste weekend fint besøg, da Patrik Landrau og Sander De Goede fra Ajax Amsterdams online Academy gæstede boldbanerne i Køge med årgangene U/11, U/12 og U/13 som medier.
Formålet med kurset, sponseret af Canal Digital, var at få et dybere indblik i Ajaxs filosofi og tankerne bag klubbens succesfulde talentudvikling. Dette lykkedes til punkt og prikke og Køges U-chef, Ian Pedersen, var meget tilfreds med kursussets forløb.
– Kurset var fantastisk lærerigt, og en begejstret trænerflok syntes det var vores bedste inspirations kursus til dags dato, og ikke mindst startskuddet til bedre udnyttelse af vores Ajax online system som vi benytter i Køge BK, fortæller han Lørdags-Avisen.
Derudover fik de unge spillere stor ros og Ajax-trænerne var meget imponeret over deres tekniske færdigheder, i en så ung alder.
Oven i hatten fik hele Køge Boldklub en retur-invitation for trænere og spillere, gratis til Holland. Og ungdomsholdene vil få mulighed for at spille mod Ajax og andre elithold, som Ajax samarbejder med, såfremt de altså tager af sted.