Det er guld værd for fremtiden at spille med de unge spillere, som FC Nordsjælland gør, mener Andreas Maxsø.
På grund af det nuværende FCN-holds lave gennemsnitsalder glæder Andreas Maxsø sig til de kommende sæsoner, hvor mange spillere virkelig kommer til at udfolde deres potentiale.
– Jeg synes, det er positivt, at så mange unge er gået ind på holdet i dette forår. Det er guld værd for fremtiden. Det er fedt som ung spiller at være med omkring Superligaen. Også selv om det i nogle kampe går lidt skidt. Man lærer meget og udvikler sig, siger Maxsø til klubbens hjemmeside.
– Det kræver mental styrke og modner unge spillere, og det her forår viser, at vi vil stå stærkt til de kommende sæsoner. Vi har et meget ungt hold, samt nogle enkelte erfarne, der støtter og råder os godt.
I denne sæson har 21-årige Andreas Maxsø spillet 22 Alka Superliga-kampe for Farum-klubben.