I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!
U19-ligaen
Spændingen om guldet synes dræbt af FC. Midtjylland, der med to sejre på blot tre dage nu er i en favorabel position til at vinde Danmarksmesterskabet. Ulvene er syv point foran konkurrenterne fra FC. Nordsjælland, og har med en kamp i hånden muligheden for at øge forspringet til ti point.
Kenneth Andersens tropper gik til kampen mod Silkeborg med forventningen om, at det ville blive en tæt affære. Man var uden en lang række profiler, og Silkeborg var ubesejrede i de seneste fire opgør. Derudover var kampen så tæt på et lokalopgør som holdene kommer, og lillebror fra Søhøjlandet er altid ekstra opsatte på at besejre storebror fra Ikast.
De skadesplagede ulve startede torsdagens kamp som lyn og torden, og allerede efter syv minutter kom det første tegn på, at det kunne gå hen og blive en ualmindelig lang aften for de rødklædte. Ramus Nicolaisen åbnede målscoringen, og der skulle ikke gå lang tid, før boldene væltede ind om ørene på stakkels Nicolai Flø i gæsternes mål. Mads Døhr Thychosen scorede to gange inden midtbanemand Mikkel Frankoch med et enkelt pletskud fulgte trop inden pausen. I ulveburet var der fundet plads til den tidligere AC. Horsens-keeper, landsholdsaktuelle Andreas Raahauge. Den blonde målmand havde en ubesværet dag på kontoret.
Det havde Silkeborgs bagerste ikke. I anden halvleg fortsatte stormløbet mod silkeborgensernes mål. Sidste sæsons U19-ligatopscorer, 95’eren Razak Adebayo, ville også lege med, og med et vaskeægte hattrick lavede angriberen sit ottende, niende og tiende sæsonmål. Kampen sluttede 7-0, og der var efter dommerens sidste fløjt ingen tvivl om styrkeforholdet mellem de to midtjyske duellanter: FC. Midtjylland var bare bedre. I Silkeborg-lejren var de ganske afklarede med nederlaget. Træner Dennis Pedersen tog efter opgøret det fulde ansvar for, hvad han kaldte ”nedsablingen”. Der venter træneren et stykke mentalt arbejde med sine unge spillere, inden man i næste spillerunde tager imod Lyngby.
Med reserveholdskamp tirsdag og U19-kamp mod Silkeborg torsdag, var det med tunge ben og trætte hoveder, at FC. Midtjylland blot tre dage efter 7-0-triumfen tog imod formstærke AaB. Efter en lidt svingende start på foråret var nordjyderne før opgøret ubesejrede i holdets seneste fire kampe, og gik ind til dysten mod U19-ligaens duks med forhåbningen om, at man kunne udbygge den flotte stime.
Frederik Reimer og de øvrige bolsjestribede fik kort inde i opgøret en advarsel om, hvordan opgøret ville udarte sig. Mikkel Frankochs langskud tog stolpen, og aalborgenserne slap med skrækken. Efter 16 minutter skete det uundgåelige så. Glorie Rutinga fandt Mads Døhr Thychosen i dybden og den tidligere VB’er svigtede ikke – 1-0 til favoritterne.
Herefter havde AaB’s største profil Jannik Pohl muligheden for at udligne, men Andreas Raahauge, der i fraværet af Rasmus Bach vogtede kassen, viste ingen tegn på svaghed og nægtede U19-landsholdsangriberen vej til målet. Det gjorde AaB-keeper Frederik Reimer til gengæld ikke i det 29. og 41. minut, hvor Mads Døhr Thychosen med to scoringer reelt lukkede kampen. Thychosens hattrick bragte ham op i top 10 på topscorerlisten, hvor han i forvejen kan finde holdkammeraterne Razak Adebayo og Mikkel Duelund.
I anden halvleg var gæsterne, som et resultat af at ulvene tog den lidt med ro, bedre med i opgøret, og spillede sig til et par løse chancer. Chancer, der ikke blev udnyttet, og så endte en i forvejen hård dag på kontoret endnu hårdere, da Rasmus Pedersen i det 89. minut blev præsenteret for det røde kort. 3-0 og cruise control for Kenneth Andersens mandskab. Det dufter af midtjysk guld.
Fra suveræne FC. Midtjylland til håbløse OB. Efter sejr i forårspremieren mod Silkeborg har pilen kun peget en vej, nedad, og fynboerne kunne med rette gå til udekampen mod Esbjerg med bange anelser. Vestjyderne spiller fremragende fodbold, og var inden dysten mod OB ubesejrede på hjemmebane. Alligevel var der noget besynderligt over EfB’s startopstilling, når man kiggede ned over den solbelagte kunstgræsbane. Mathias Thorup og Morten Jepsen, som står noteret for flere kampe for U19’s andethold end for ligaholdet, huserede pludselig i startopstillingen! Et modigt træk fra træner Rene Christiansen, der til opgøret havde bænket en småskadet Mark Brink.
Den store tro på truppens yderste mandater, skulle vise sig at blive en god satsning. Både Thorup og Jepsen spillede en fornuftig kamp, ligesom de resterende EfB’er gjorde det. Allerede efter tre minutter steg Kasper Nissen til vejrs og headede læderet i mål – 1-0 – en hård nød at knække for OB, der i forvejen måtte formodes at være ramt på selvtilliden.
Det var ikke selvtilliden der manglede hos hjemmeholdet, som ufortrødent fortsatte stormløbet mod det fynske mål. Mikkel Maigaard, som her og der er med Superligaens kamptrup, strålede, og det var til at se, at den tidligere landsholdsaktuelle Varde-dreng har utallige U19-ligakampe til sit navn. Efter 24 minutter kom angriberen endvidere på måltavlen, og nede 2-0 synes kampen allerede nu afgjort. Simon Skrøder og Anders Thomsen kæmpede bravt opgøret igennem, men der var intet flow i OB’s offensive spil, som blev besværliggjort af en storspillende, småskadet Marco Lund, der i dagens anledning havde selskab af Emil Obitsø i det centrale forsvar.
Kort inde i anden halvleg udbyggede de forsvarende mestre til 3-0, da Kasper Nissen scorede sit andet mål på dagen. Dét med at score to gange ville Mikkel Maigaard også, og efter godt en times spil passerede han en smule heldigt, vil nogen måske mene, Anders Michelsen i OB-buret for anden gang. Kort efter reducerede Hasan Kurucay direkte på frispark, men værternes sejr kom aldrig i fare. OB måtte for fjerde kamp på stribe forlade banen tomhændede, mens Esbjerg med storsejren nu må betegnes som favoritter til de eftertragtede bronzemedaljer, som også Brøndby jagter.
Netop Brøndby var på en svær opgave, da man i onsdags gæstede FC. København. Arvefjendeopgøret, der i medierne er blevet døbt ’New Firm’ er naturligvis ikke helt så stort i U19-regi, som det er i Superligaen, men alligevel har kampen en ganske særlig aura over sig, og der var mødt flere tilskuere op til kampen, end hvad man normalt ser i U19-ligaen.
Det var Brøndby der startede kampen bedst, og Jamil Faizi bragte fortjent gæsterne på 1-0 og et skridt nærmere bronzemedaljerne. Første halvleg var jævnt chancefattig, og især hjemmeholdet producerede ikke det store.
I anden halvleg kom hovedstadens talenter tættere på. Løverne burde have bragt balance i regnskabet efter et hjørnespark, men ved bagerste stolpe blev et hovedstød fra nært hold på skammeligste vis misbrugt. Også Brøndby havde muligheder i kampens sidste halvdel, hvor kun en klasseredning fra Daniel Jespersen afholdte Amir Al-Ammari fra at score til 2-0.
Til slut havde FCK et hæderligt skud fra kanten af feltet, men Andreas Hansen i BIF-buret var på plads. Derbyet sluttede 1-0, og var for FC. København fjerde nederlag på stribe – det er langt fra storklubben værdigt. Brøndby kan nu prale af, at man ikke har tabt siden november sidste år, og for alvor udfordrer Esbjerg og Randers i kampen om bronzen.
Blot fire dage efter derbysejren skulle Brøndbys bedste talenthold atter i kamp, da man hjemme gæstede AGF. Alt startede smertefrit, og med scoringer i det 19. og 45. minut udnyttede sjællænderne, at man i hele første halvleg havde haft momentum mod et udsædvanligt, skidt spillende århusiansk mandskab. AGF-træner Claus Therkildsen snakkede med store bogstaver i pausen – det hjalp tilsyneladende – og gæsterne var nu oven på. Oliver I. Pedersen var som så ofte før i hopla, og smækkede efter 58 minutters spil bolden ind i panden på målsluger Michael Zacho, der reducerede.
Seks minutter senere scorede de hvide igen, og igen var det Oliver I. Pedersen, som havde en fod med i spillet. Oscar Scott Carl blev fældet på kanten af feltet, og Pedersen tog sig af frisparket. Det klarede han ganske fint, og bolden endte til stor glæde for samtlige hvidklædte i det ene målhjørne. I minutterne herefter forsøgte udeholdet ihærdigt at udnytte det mentale overtag til at bringe sig foran, men det blev lige ved og næsten for gæsterne.
I den sidste fase ændrede kampen karakter. Brøndby var nu i den dominerende rolle, men heller ikke de blågule havde mere at skyde med, og så sluttede det hele i remis, 2-2. Det var femte gang at Brøndby spillede uafgjort i foråret, og de mange uafgjorte resultater kan i bestræbelserne på metal komme til at koste Per Frandsens tropper dyrt.
Mens der er flittig konkurrence om bronzemedaljerne, hænger guldmedaljerne nærmest allerede om halsen på FC. Midtjyllands talentfulde spillere. Med den stime ulvene er inde i, synes det svært at argumentere imod midtjysk guld.