Thychosen om straffespark: Ville gerne selv have sparket

Mads Thychosen fik tildelt sig selv et straffespark i FC Midtjyllands 3-1 sejr over FC Nordsjælland i U19-ligaen, men fik ikke selv lov til at sparke.

Først var det Alka Superliga-truppen og så blev det U19-holdets tur til at sikre sig guldet.U19-holdet sikrede sig førstepladsen rent matematisk med en 3-1 sejr.

– Vi har det helt fantastisk, den her uge har for hele klubben været helt unik, fortæller Thychosen til D’ BOLD.

FC Nordsjælland kom hurtigt foran efter fem minutter. Men efter 20 minutters spil, blev der idømt et straffespark på Mads Døhr Thychosen, der blev nedlagt i straffesparksfeltet. Et straffespark angriberen egentlig ikke synes var helt fair.

– Jeg synes selv den var meget tynd. Og da han (dommeren, red.) fløjtede, var jeg ærligt talt meget overrasket, men held følger også dem der går efter det, fortæller angriberen, der naturligvis gerne ville have sparket selv, men måtte lade holdekammerat Gloire Rutikanga skyde på mål:

– Selvfølgelig vil jeg gerne have sparket, men jeg har respekt for de aftaler vi har på holdet, og man kunne jo se at det var et godt valg, at lade Gloire sparke.

Ulvene skulle ind i midten af anden halvleg, før de kunne score igen og sikre sig sejren. Efter 77 minutter scorede nigerianske Razak Adebayo Odeyemi efter oplæg af Rasmus Nicolajsen, og kun to minutter senere sikrede Babajide David sejren med sin scoring til 3-1. Og det var holdets individualister, der i sidste ende satte trumfen for midtjyderne.

– Jeg synes vi bliver presset i bund, men på den anden side bliver de heller aldrig rigtig farlige. Men så har vi også de individualister, der skal til på et hold, og det var nok det der gjorde forskellen, siger Thychosen til dbold.dk.

FC Midtjylland har to kampe tilbage i U19-ligaen, men kan umuligt blive indhentet på point, af ligaens andenplads efter sejren.

In this article