Nikolai Laursen anbefalet PSV af landsholdskollega

Alt tyder på at Nikolai Laursen blot er millimeter fra et skifte til de nykårede Æresdivisionsmestre fra PSV Eindhoven, og det kan være råd fra landsholdskollegaerne, som har fået Brøndby-spilleren til at vælge netop PSV. 

Et af Brøndbys største talenter Nikolai Laursen er på vej mod et skifte til den hollandske storklub PSV Eindhoven. Ifølge flere medier sælges spilleren til Æresdivisionsklubben for omkring 7,5 millioner kroner, som senere løber op i omkring ti millioner.

I PSV findes allerede to danske ungdomsspillere i form af Lasse Askou Mikkelsen og Mathias Bonde, som begge har spillet sammen med Brøndby-manden på U17-landsholdet. Dermed kender de den kun 17-årige offensivspiller godt, og Mathias Bonde mener også, at det er det rigtige valg af den unge Laursen.

– Jeg vil mene, at det er det rigtige valg, som Nicolai har taget, og selvom intet er officielt endnu, så er PSV en klub, der er utrolig gode indenfor talentudvikling, og fører spillere videre til førsteholdet fra ungdommen. Der er mange gode trænere blandt ungdomsholdene, som selv har stået i den professionelle fodboldverden, som kan give meget erfaring videre til os unge nye nysgerrige spillere. Det er noget jeg selv er meget taknemmelig for at være en del af, siger han til D’ BOLD og hentyder til eks-spillere som Phillip Cocu og Mark van Bommel.

PSV-spilleren forklarer samtidig at den hollandske form for fodbold ikke er en så stor omvæltning i forhold til den danske, hvorfor PSV var et mere oplagt hold at skifte til en noget andet.

– Han skulle vælge en klub som PSV, fordi det er et rigtig godt sted at starte karrieren, da det ikke er en alt for stor omvæltning i forhold til den danske form for fodbold, hvor den hollandske læner sig op af den danske, dog med højere niveau og bedre hold.

Mathias Bonde, der også spiller på det danske U17-landshold, indrømmer gerne at han har givet Laursen hans bedste råd om, at han skulle vælge Holland frem for en stor klub, som eksempelvis Bayern München, der tidligere har været kædet sammen med den unge dansker.

– Der er ingen tvivl om, at jeg har anbefalet PSV, da jeg tænker det vil være et godt sted for Nicolai at starte ud, fremfor nogle af de andre store klubber. Jeg ser i hvert fald frem til at byde ham godt velkommen og sørge for, at han bliver taget ligeså godt imod som jeg selv blev, da jeg lige var kommet.

Hverken Mathias Bonde eller Lasse Askou Mikkelsen har fået debut for PSV’s førstehold.

In this article