Lasse Askou spiller i øjeblikket på PSV Eindhovens U17-hold, men han har en drøm om at være på førsteholdet om to år.
Mens PSV Eindhovens bedste voksenhold i den netop overståede sæson fik sikret sig et suverænt mesterskab, lunter der på klubbens U17-hold to danskere rundt. Den ene af dem er målmanden Lasse Askou Mikkelsen, som har store ambitioner for fremtiden.
– Nu har jeg to år som U19-spiller, hvor jeg skal prøve mig af på noget, der ligner mere voksenfodbold end jeg har prøvet indtil videre. Mit mål er at rykke op i førsteholdstruppen inden to år, fortæller han til D’BOLD.
Den 17-årige ungdomslandsholdsspiller kommer oprindeligt fra Esbjerg fBs ungdomsafdeling, og selvom Askou lige nu har fuld fokus på PSV, har han ikke glemt sin gamle hjemmebane.
– Efter at have prøvet mig af med en ny kultur og en anden mentalitet er det, som det ser ud lige nu, min førsteprioritet at blive her. Det vil være med stor stolthed, hvis jeg vendte hjem til Esbjerg en dag, men lige nu håber jeg på at slå igennem i PSV.
Det kan dog være hårdt at jagte et gennembrud i en europæisk topklub, og det har den jyske sidste skanse også måttet sande.
– Det første år har været meget tilvænning. Jeg har lært sindssygt mange ting i det her år, hvilket også er gået ud over mine præstationer i nogle kampe, og trænerne har hele tiden sagt, at de ville give mig den tid, jeg skulle bruge, og det har givet bonus de sidste par måneder, hvor jeg har præsteret på det niveau, som jeg gerne vil.
Al begyndelse er svær, særligt når kulturelle forskelle får indflydelse.
– Niveauet og intensiteten i PSV er anderledes end i Danmark. Der er en helt anden kultur i PSV, og det er sjovt at opleve nogle gange til træning, hvordan spillerne er ved at dræbe hinanden bare for en plads på holdet. Du kan stå og pjatte lidt sammen med en anden spiller, og to minutter efter saver han dig ned bagfra, slutter Askou.
Ved siden af klubkarrieren har Lasse Askou også nogle ungdomslandskampe på CV’et. Fire på U16-holdet og syv på U17-holdet er det blevet til i løbet af de seneste to år.