Randers-angriber stopper snak om omtalt U21-udtagelse: Hvilsom har gjort det godt, men min plads er fortjent

Nicolai Brock-Madsen leverede en flot præstation i EM-testen mod Sverige, hvor angriberen var involveret i begge mål. Dermed fik Randers-angriberen sat en stopper for snakken om sin ellers meget omtalte udtagelse.

Randers-angriberen Nicolai Brock-Madsen spillede en god kamp, da han var forreste mand for det danske U21-landshold i den sidste test før den kommende EM-slutrunde. Her bidragede den store angriber til danskernes føringsmål efter at have scoret sikkert på straffespark, kort efter Sverige havde bragt sig på 1-0.
Brock-Madsen var også selv meget tilfreds med sin egen indsats, men ligeså meget den generelle indsats.

– Jeg synes det gik rigtig fint. Generelt var vi rigtig gode, men det er selvfølgelig ærgerligt, at vi kommer i undertal tidligt i kampen, da det ændrer nogle ting. Jeg synes dog vi viser rigtig god fight, vilje og moral. Vi står godt defensivt og kommer frem til mange chancer. Det eneste der mangler er, at vi holder dem væk til sidst, da vi formår at skabe de chancer der skal til for at lukke kampen, så der er masser som vi kan tage med, siger han til D’ BOLD.

Til trods for den skarpe indsats af Superliga-spilleren, mener Brock-Madsen ikke, at han har spillet sig tættere på en plads i startelleveren, selvom Emil Berggreen meldes tvivlsom til slutrunden.

– Det synes jeg ikke, at jeg har. Jess han kender mig og ved, at jeg kan lave mål og ved, hvad jeg står for, og det er klart, at når man leverer sådan en præstation, så gør det ikke chancerne værre. Jeg synes stadig konkurrencen om pladserne er kæmpe stor, men det bliver selvfølgelig spændende at se, hvem som får tilspillet sig rollen. Om det bliver mig eller en anden koncentrerer jeg mig ikke om – jeg tager den rolle, som jeg får om det så er som starter eller indskifter.

Men at han overhovedet er udtaget, kom bag på flere, da Jess Thorup udtog den danske EM-trup, der mente at Hobro-angriber og Superliga-topscorer Mads Hvilsom havde fortjent pladsen. Selv var Brock-Madsen dog ved godt mod, og synes det er en fortjent udtagelse.

– Jeg håbede på at blive udtaget, og jeg har været med mange gange, har scoret en del mål for holdet, og jeg synes også, at jeg har gjort det rigtig godt de gange, som jeg har været med holdet, så jeg håbede selvfølgelig på, at jeg ville være med. Hvilsom har gjort det rigtig godt, men jeg synes min plads er fortjent.

In this article