Talenttid – 15-06-2015 – U19-ligaen – Storsejr, sølvmedaljer og sommerferie

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U19-ligaen

U19-ligaen efter samtlige 22 spillerunder (dbu.dk).
U19-ligaen efter samtlige 22 spillerunder (dbu.dk).

En lang sæson nåede i lørdags sin afslutning, da Brøndby og OB tørnede sammen i en på papiret ligegyldig kamp. Ingen af holdene havde medaljer at spille for.

Okay, jovist havde OB muligheden for at avancere fra en tiendeplads til en niendeplads, men det er ikke det væsentlige i denne sammenhæng. Det væsentlige er derimod, at det ikke er resultater og placeringer, der er det vigtigste i ungdomsfodbold, men i stedet de unge talenternes udvikling – individuelt såvel som kollektivt – det gør, at hver eneste kamp i U-ligaerne er noget helt specielt.

At den påstand er sand, er kampen mellem OB og Brøndby et godt eksempel på. Sæsonens sidste kamp, blev nemlig også sæsonens målrigeste!

Brøndby lagde græs til, hvad der hurtigt skulle vise sig, at blive noget af en festforestilling. Efter blot et kvarter var Per Frandsens tropper foran med 2-0. Det var ikke til at se, at de blågule talenter reelt intet havde at spille for. Nej, mæthed og trætte ben var der intet af, og det på trods af, at Brøndby med 13 kampe er det hold, der har spillet flest U19-ligakampe i foråret.

Rezan Corlu, der egentligt er udtaget til U19-landsholdet, men har meldt afbud pga. eksamen, scorede til 1-0, inden venstre back Kristian Larsen gjorde det til 2-0 få minutter senere. OB lignede ikke et hold, som kom til kampen fra tre overbevisende sejre, blandt andet senest mod Vejle, som man ydmygede med hele 5-1.

Brøndby vandt med 6-3
Brøndby vandt med 6-3

Nede med to mål var langt fra en situation, som behagede de fynske talenter, og efter godt en halv times spil fik man da også reduceret. Anfører https://www.dbold.dk/wp/../uploads/FIFA-E-sport.jpg Borgaard sendte en fremragende bold ind i panden på tilbagevendte Mads Raben, som efter en lang skadespause atter er tilbage i den fynske offensiv. Raben har været savnet noget så voldsomt, og med et flot hovedstød skabte han fornyet spænding i opgøret.

En spænding, der få minutter senere blev forvandlet til sjællandsk jubel. For blot fem minutter efter Rabens reducering, var Brøndby-angriber Daniel Stückler på pletten, da han efter en aflevering fra Jamil Faizi smadrede bolden i mål. Målet var angriberens 11. i sæsonen, og han var langt fra færdig endnu..

Også i anden halvleg forkælede de unge talenter de fremmødte tilskuere med massevis af mål. Efter at det første kvarter var endt uden scoringer, blev tilskuere på hektiske seks minutter vidne til hele tre scoringer. Først var det gæsterne, der endnu engang ville lege med. Emil Mikkelsens hovedstød var yderligt placeret, at Brøndby-keeper Jakob Pryts Larsen, der i kampens anledning vikarierede for Andreas Hansen, blot kunne se til, mens bolden fløj i mål.

Igen varede lykken dog kort for Jens Madsens mandskab. Emil Mikkelsen blev nemlig både helt og skurk for sit hold, da han tre minutter efter at have scoret et flot mål, begik et kluntet straffespark. Daniel Stückler fik chancen fra 11-meterpletten, og det gjorde han ganske fint – 4-2. Stücklers 12. sæsonscoring medfører, at han havner på topscorerlistens tredjeplads. En flot præstation af angriberen, der i denne sæson fik debut på klubbens Superligamandskab.

Daniel Stuckler blev rækkens tredjemest scorende spiller (foto:brondby.com).
Daniel Stuckler blev rækkens tredjemest scorende spiller (foto:brondby.com).

Men kampen havde flere mål i sig.

I det 67. minut lukkede højre back Daniel Anusic kampen, da han med et velplaceret spark fratog odenseanerne det resterende spinkle håb for et comeback. Midtbanemand Mathias Andersen ville også lege med, og efter hans scoring i det 82. minut lugtede det en smule af fynsk fiasko, men få minutter senere fik gæsterne reduceret for tredje gang, og dermed pyntet på resultatet, så det i da mindste kunne antyde, at kampen havde været jævnbyrdig – det var den ikke!

Kampen sluttede med tenniscifrene 6-3. Brøndby sluttede på en, taget klubbens storsatsende ungdomsprojekt i betragtning, noget skuffende sjetteplads. OB skuffede mindst ligeså meget som de blågule, og der er tid til en fynsk nytænkning og modernisering af talentarbejdet, hvis traditionsklubben skal tilbage til toppen af dansk ungdomsfodbold. Noget, man netop nu er milevidt fra at være.

Det er FC. Nordsjælland ikke. Tigrene ville uanet resultatet af onsdagens opgør mod Lyngby for andet år i streg få hængt sølvmedaljer om halsen. En kvalitetsstempling af det nordsjællandske talentarbejde, som er blandt landets bedste.

Farum-talenterne kæmpede i sidste sæson en intens kamp om guldet, hvor man først i sidste spillerunde måtte give fortabt. I denne sæson har der været noget større afstand mellem nummer et og to, og det er fuld fortjent, at FC. Midtjylland snupper guldet.

Derfor havde FC. Nordsjælland ikke andet end æren, og den evige bestræbelse på at dygtiggøre sig, at spille for, mens bundholdet Lyngby med en sejr kunne kravle væk fra sidstepladsen, og på den måde havde grundlag for at være opgørets mest motiverede hold.

Motivation betyder meget i fodbold, men ikke alt, hvilket kampens tilskuere hurtigt blev vidne til. FC. Nordsjælland er storebror i forholdet mellem de to klubber, og har over de seneste år oplevet massiv tilgang af spillere fra netop Lyngby, hvad der er karakteriserende for de to holds placering i hierarkiet.

Således blev kampen en opvisning fra to spillere, som indtil for nyligt spillede scorede mål i den kongeblå trøje, men som nu har status som to af de største ungdomsprofiler i FC. Nordsjælland.

Den ene er Adnan Mohammed, som efter otte minutter blev kampens første målscorer. En stikning fra Daniel Thorup havnede hos offensivspilleren, som bragte favoritterne på sejrskurs. En kurs, som lullede tigrene en smule i søvn. Herefter forsvandt tempoet i gæsternes spil. Derfor 0-1 ved pausen.

Sølvvinderne fra FC. Nordsjælland (foto:fcn.dk).
Sølvvinderne fra FC. Nordsjælland (foto:fcn.dk).

I anden halvleg generobrede FC. Nordsjælland kontrollen med kampen, og da Adnan Mohammed midtvejs i anden halvleg kunne score sit andet mål, var de fremmødte tilskuere klar over, at kampen havde fundet sin vinder. Assisten til målet stod Emre Mor i øvrigt for. Mor skiftede på kontroversiel vis i vinterpausen tilværelsen på U19-bænken i Lyngby ud med fast spilletid i FC. Nordsjælland.

Hvad der helt præcist skete i den sag ved nok kun Emre Mor selv, men i hvert fald var kantspilleren i onsdagens opgør i overdådigt spilhumør, og det til Lyngbys uheld i en FC. Nordsjælland-trøje.

Med en smart frispilning til Adnan Mohammed, var han ophavsmanden til 3-0-scoringen, som udover at fuldgøre Adnan Mohammeds hattrick, også sømmede et sidste søm i Lyngby-kisten.

Morten Karlsens tropper vandt 3-0, hvilket gjorde den efterfølgende overrækkelse af sølvmedaljerne en smule sjovere. For Lyngbys vedkommende betyder nederlaget at man slutter på U19-ligaens triste sidsteplads. Der har været for stor udskiftning hos de kongeblå, som desuden har været ramt af skader og andre uroskabende faktorer.

Dermed blev punktum sat for en lang, fantastisk og ikke mindst målrig sæson. Når den nye sæson efter sommerferien begynder, vil nye stjerneskud indtage scenen. Et nyt kuld fra 1998 skal integreres i diverse U19-ligatrupper, og forberedelserne er allerede i gang!

For spillerne fra 1996 er sommerferien ikke blot ferie, men for langt de fleste et farvel til ungdomsfodbolden. Nogle af de bedste spillere kommer vi heldigvis fortsat til at følge her på siden, da DBU sidste år lavede den regel, at holdene har lov til at benytte to U20-spillere.

Heldigvis for det, siger vi, for hold nu op, hvor er der mange, dygtige spillere rundt omkring!

Du vil i næste uge kunne læse en fyldig afrunding på HELE sæsonen. Vi analyserer på holdenes præstationer, kårer de største profiler og kigger på klubbernes talentudvikling i et lidt større perspektiv. Læs med!

In this article