
Når man er en del af FC Midtjylland, hvad end det er som spiller, forældre, træner, leder eller på anden måde tilknyttet, så er man af en helt speciel støbning. Noget af det der har gjort allerstørst indtryk på mig siden jeg for godt to år siden kom ind i FC Midtjylland som aktiv, er de tillægsord som synes at kendetegner en ægte ulv. I den forbindelse vil jeg denne gang snakke lidt om hvad der kendetegner en ulv som type, og hvad det vil sige at være ”FCM-ambassadør”.
Ambassadørernes højsæson
Baggrunden for at skrive dette blogindlæg under netop nævnte emne er, at vi nu går ind i en meget spændende og genkendelig periode set med FCM briller. Sommer er som bekendt højsæson for fodboldstævner, og traditionen tro er FC Midtjylland talstærkt med ved årets Brøndby Elite Cup i slutningen af juli. Til netop sådan et stævne, som når vi er på ture til London, Finland, Tyskland eller andre Danske stævner, får man rig lejlighed for at øve sig i at være ambassadør for klubben og logoet. Man deltager ikke bare ved et stævne, tilfældigvis med et ulve-logo på brystet. Man er bevidst og afklaret omkring hvad det betyder, at være repræsentant for ulvelogoet. Jeg vil senere i dette skriv forsøge at sætte ord på, hvilke værdier og ord der er så kendetegnende for dét at være ambassadør for FC Midtjylland.
Unik opbakning på tværs
Én ad de ting som vi er stolte over at lægge navn til, og som vi også har modtaget ros for hos andre klubber og personligheder uden for klubben, er den måde hvorpå spillere og trænere aktivt yder opbakning til hinanden. Det er ikke et sjældent syn, at en hel trup af spillere, trænere og ledere fra fx FCM U14 marcherer i flok med højtløftede faner og slagsange med fuld volumen, hen mod banen hvorpå FCM U13 spiller – Og senere på dagen når det så er blevet U14 spillernes tur, ja så er rollerne med statsgaranti byttet om, og udøves med samme passion. Det er fantastisk at opleve det helhedsbillede der opstår, når spillernes er enige om at udviske forskelle og kløfter mellem de enkelte årgange, og koncentrerer sig om helheden.
LÆS OGSÅ: BLOG: Jeg er fuldblods-fodboldtræner – livet som ung elitetræner i dansk fodbold
Netop dette, er blot én af de mange ting som er med til kendetegne en FCM-ambassadør. Han er supportende, han tør åbne munden og han er udadvendt.
Kunsten at kende sin rolle
Det er ligeledes meget bekræftende at opleve hvordan specielt de ældre spillere i FCM, både anerkender og påtager sig det ansvar de har, for at hjælpe de yngste spillere med at falde til. For igen at bruge Brøndby Cup som eksempel, så har jeg og de andre træner/ledere set, at de ældste spillere vi har med (U15) er rigtig dygtige til at ”tage sig af” og vise de yngste spillere (U13) til rette i det der jo er deres første Brøndby Cup for FCM. Det er ikke et ansvar som vi trænere er nød til at pådutte de ældste ulve, ansvaret tager de selv på sig, og gør alt hvad de kan for at balancere mellem at den unge ulv skal være selvstændig, men naturligvis have den hjælp som han kan få. Derved fandt vi altså tre dækkende ord mere, som er med til at kendetegner FCM ambassadøren… han er omsorgsfuld, ansvarlig og selvstændig.
At løfte i flok
Selvom det rent fodboldmæssige omkring stævnets betydningsfulde kampe og forberedelse hertil fylder mere end nok på øverste etage hos den enkelte ulv, ja så findes der et fantastisk overskud til at hjælpe til hvor der er behov for det. Alle mulige store eller små opgaver af praktisk eller social karakter, bliver henover sådan en uge dækket af ulvene. Igen er det som om at ansvaret påtages naturligt og automatisk indgår som en del af logoets ”pakke”. Derved opnår vi som oftest en enormt velfungerende lejr, hvor der stimles sammen i flok om at løfte den enkelte opgave – Også hvis én af kammeraterne havde glemt at rydde sine ting op eller lign. Ét ord opsummere dette afsnit og deldefinerer ulven som type, han er overskudsrig.
Når det man laver, betyder noget
I alt det førnævnte kan man som læser jo godt glemme, at vi er deltagende ved et stævne, og det er vi for at vinde. Uden at tro at nogen i Danmark skulle være i tvivl, slår jeg lige fast at ulven altid vil vinde på sin egen måde for enhver pris. Stævnet består først og fremmest af puljer og kampe om at havne i slutspillet, og måske en finale. Dét der er så vigtigt for os som klub, for den enkelte trup og i sidste ende for den enkelte ulv er, at ulven ved hvordan den holdkammeraten ved siden af han skal behandles på det givne tidspunkt. Når vi har vundet, når vi har tabt, når vi er presset eller er i total overskud, i alle scenarier ved man hvordan ens holdkammerat, kollega og ven, skal behandles og konfronteres. Dén grad af kendskab og indsigt giver den absolut bedst mulige grobund for udvikling og trivsel, som er nøgleord i al arbejde med unge mennesker – specielt dem med ulvelogo på brystet. Kampene er og bliver det største for drengenge og for os når vi er afsted til stævne, og forberedelsesgraden er i top frem mod de enkelte kampe. Den enkelte spiller er selv i stand til at sætte ord på, hvordan han forbereder sig bedst muligt til en kamp på alle mulige og umulige parametre. Førnævnte kan i mine øjne opsummeres med to vigtige ord i eliteverdenen… ulven er professionel og elitær.
Ulvens definition
Sådan fik vi gennemgået blot nogle af de værdier, begreber og egenskaber som i mine øjne er med til at karakterisere og definere en ulv og en FCM-ambassadør, og som jo på den måde er en del af de andre trænere, ledere, spillere, forældre mfl. Såvel som mig selv. Samler vi opsummeringerne på de ovenstående afsnit ender vi ud med en lille opskrift på en FCM-ambassadør – og har man først læst of forstået dem, vil man opdage at forstå hvor fantastisk det er, at være en del af FC Midtjylland.
LÆS OGSÅ: BLOG: Sammen dyrker vi drømmen
En FCM-Ambassadør er supportende over for sine nærmeste, han er udadvendt over for sin omverden og han tør åbne munden med meninger og indhold. Han er omsorgsfuld, ansvarlig og kan tage selvstændige beslutninger både under og uden for pres. Han har overskud til at orientere sig udad og være en del af andres proces og hverdag på bedst mulig måde. Han vil vinde på sin egen måde og gør en dyd ud af at arbejde hårdt for logoet, for klubben, for sig selv og for sine kammerater, derfor er han professionel og elitær. Vigtigst af alt, så er han bevidst omkring alt det førnævnte og agerer derfor på sin egen helt unikke måde og gør på den konto, en forskel.