De unge metalvindere: Jacob Rasmussens tyske triumf i Schalke

En særlig tysk vinderholdsmentalitet kombineret med godt sammenhold og stærkt spil rakte i sidste ende til, at danske Jacob Rasmussen fra Schalke 04 sammen med sit hold kunne hjemføre det tyske U19-mesterskab.

Hver uge frem mod den nye sæson tager D’ BOLD et kig på de danske talenter, der havde held med at få metal med fra den seneste sæson. I denne uge skal vi en tur til Ruhr-distriktet i det vestlige Tyskland, hvor Jacob Rasmussens Schalke 04 i år satte kollegerne fra Köln, Gladbach og Dortmund på plads og ikke bare vandt den regionale U19-liga, men i sidste ende også blev kåret som nationale mestre.

Nyt medlem af fåreflokken

Efter et par dage midt i august sidste år med gæstetræninger i den tyske Bundesliga-klub Schalke 04, hvor den dengang 17-årige Jacob Rasmussen havde mulighed for at mærke niveauet og omgivelserne i en europæisk topklub, kunne OB den 1. september 2014 meddele, at en aftale var på plads omkring et salg af U19-spilleren til den tyske klub.

Dermed oplevede den unge fynbo på egen hånd, hvordan det som hel ung var at flytte ud i det store Europa. Men ikke lang tid gik der, før han var et fuldt integreret medlem af det unge kuld af Schalke-spillere.

– Det var lidt hårdt til at starte med. At være væk fra familie, venner og de trygge omgivelser var hårdt. Men heldigvis tog klubben godt imod mig. I Tyskland går de meget op i, at holdene skal være som en familie, hvor man tager sig af hinanden. Mit hold tog rigtig godt imod mig. Efter den første uge havde jeg slet ingen hjemve mere, fortæller Jacob Rasmussen til D’ BOLD.

Allerede til at starte med ramte de nye ændringer i hverdagen lige ned i hovedet på Rasmussen. Specielt træningen var anderledes, end hvad han var vant med fra hans forrige klubber, Næsby BK og OB.

– Jeg kunne mærke, at mentaliteten var lidt anderledes. Hernede gøres det på den tyske måde, hvor alt er meget professionelt, og hvor man virkelig går til stålet til træning. Der er en lidt speciel vinderholdsmentalitet, som vi ikke har på samme måde i Danmark.

Jacob Rasmussen måtte vente i lidt over en måned på at komme i gang med at spille rigtige kampe for sit nye hold. Hans spilletilladelse kom først i oktober, og han måtte derfor ikke spille andet end træningskampe indtil da.

– Det var selvfølgelig frustrerende ikke at kunne spille. Men når jeg tænker på det nu, var det omvendt også fint nok, for så kunne jeg lige vænne mig til omgivelserne, tempoet og det at være væk hjemmefra. Selvfølgelig ville jeg gerne spille, men jeg tror egentlig, det var godt for min udvikling, at jeg ikke skulle præstere fra første øjeblik.

Triumf i debutsæson

Jacob Rasmussen kom dog bragende ind på klubbens bedste U19-hold efter sin manglende spilletilladelse i starten. Den danske midterforsvarer stemplede hurtigt ind som en fast bestanddel af Schalke-holdet trods sin alder af kun 17 år. Han spillede fast i Schalkes midterforsvar i resten af sæsonen og fik for alvor bevist sit værd som en solid forsvarskrumtap.

Det trods at danskeren var blandt de eneste fra årgang 97′, der spillede på holdet, der mest var udgjort af spillere fra årgang 96′ og at niveauet naturligvis også var højere, end hvad han kendte fra Danmark.

– Niveauforskellen er selvfølgelig større. De bedste spillere hernede er bedre end de bedste derhjemme. Men jeg vil sige, at der er mest forskel på træningen, hvor den hernede er meget mere intensiv. Hvis du sløser i det, bliver du bare taget af holdet. Sådan er det ikke altid helt i Danmark.

Heller ikke personlige trænersamtaler er der nogle af.

– De (trænerne, red.) siger til alle spillerne, hvad der er de vigtigste discipliner, men man har ikke nogle enkeltsamataler med hinanden.

Schalke, med Rasmussen som en fast del af forsvaret, vandt i flot stil den regionale U19-liga (West) med flere flotte og store sejre undervejs. Bla. vandt man 8-0 over Bielefeld og 6-0 over Preussen München, mens også rivaler i toppen som ærkerivalerne Dortmund og Borussia Mönchengladbach blev sat på plads undervejs.

Efter triumfen i den regionale liga var der dog ikke meget tid til at fejre den hjemførte triumf, fortæller forsvarsspilleren.

– Vi var glade, da vi vandt, men vi havde faktisk ikke så meget tid til at fejre det hele. Der var to kampe allerede i ugen efter, vi skulle fokusere på. Så vi fik faktisk ikke rigtig fejret det, men vi var ude at spise med holdet efter kampen, hvor vi vandt rækken.

I Tyskland er der tre regionale U19-ligaer: West, Süd-Südwest og Nord-Nordost. I hver af disse rækker går vinderen direkte videre til et lille nationalt slutspil, hvor også en lodtrukken toer fra en af de tre regioner deltager.

Semifinalerne spilles ligesom i europæiske kvalifikationskampe foreksempel over to opgør, hvor den samlede vinder af de to indbyrdes møder mødes med vinderen af den anden semifinale på en neutral bane et sted i Tyskland for at finde ud af, hvem der skal have æren af at kalde sig det bedste U19-hold i hele Tyskland.

I semifinalerne slog Rasmussens Schalke Karlsruher over to kampe med samlet 3-2, mens det i finalen blev til en sejr over Hoffenheim på 3-1. Jacob Rasmussen og co. kom bagud allerede efter tre minutter i finalen, som blev spillet på neutral bane i Bochum, men kunne efter kampen strække armene i vejret i stor triumf som tyske mestre.

Europæisk eventyr sluttede brat

Jacob Rasmussen og Schalke 04 deltog udover den regionale  U19-liga i Tyskland også i UEFA Youth League, der også kaldes for ungdommens Champions League. Her stemplede den danske midterforsvarer ind i holdets tredje gruppekamp, efter han havde fået sin spilletilladelse på plads, hvor han spillede 90 minutter i Schalkes 3-0-sejr over Sporting Lissabon.

Umiddelbart virker det som et stort skridt at tage at gå fra U19-ligafodbold i Danmark til at spille med blandt den europæiske ungdomselite. Jacob Rasmussen mener dog ikke, at niveauet i alle kampene var lutter godt.

– Forskellen er selvfølgelig større fra den danske U19-liga. Men det var heller ikke alle modstandere i gruppespillet, hvor man spillede mod top-top-hold, mens det derefter i knald eller fald-kampene var gode hold man mødte.

– I den række vi spiller i hjemme i Tyskland, vil jeg sige, at hold som Köln, Gladbach og Dortmund var noget bedre end nogle af de modstandere, vi mødte i UEFA Youth League, hvilket nok også gjorde, at vi var bedre rustet til kampene mod de store hold i Europa.

Udover Sporting Lissabon fra Portugal var også slovenske Maribor og de forsvarende mestre Chelsea i gruppe med danskerens hold. Faktisk spillede Jacob Rasmussen og Chelsea’s nu udlejede dansker, Andreas Christensen, imod hinanden i en kamp, hvor de hver især spillede 90 minutter i hver sin forsvarskæde.

Da Chelsea-stjernerne besøgte Ruhr-distriktet i slutningen af november, kom AC’s stjerneflok fra London til Tyskland ubesejret i de fire første kampe og havde netop slået slovenske Maribor med hele 7-0 på udebane, inden mødet med Schalke. Rasmussens hold fik dog stukket noget af en kæp i hjulet på Chelsea ved at vinde med 2-0.

Efter mødet blev det dog ikke til en lille post-match-snak mellem de to danske forsvarsgeneraler. Chelsea-spillerne nærmest stormede omklædningsrummet efter nederlaget.

– Vi hilste ikke på hinanden. Chelsea-spillerne var langt fra tilfredse, så de var meget hurtige om at komme ind i omklædningen. De havde vundet suverænt 4-1 i deres første kamp mod os, så de var åbenlyst frustrerede over at tabe til os.

Faktisk var Jacob Rasmussens Schalke-hold det eneste, der formåede at slå Chelsea i hele turneringen, som London-klubben slutteligt vandt med en finalesejr over Shaktar Donetsk fra Ukraine. Den nu 18-årige dansker græder dog ikke mange tårer over, at Chelsea endte med at løfte trofæet, trods at hans hold som det eneste i turneringen slog dem.

– Vi vidste godt, vi var blandt de bedste i turneringen. Men Chelsea spillede kontinuerligt igennem hele turneringen, og det var slet ikke ufortjent, at de blev mestre.

Med fem sejre i gruppespillet og en suveræn billet videre i turneringen, endte de europæiske forhåbninger dog brat efter et nederlag på straffespark allerede i 1/8-finalen mod Manchester City.

– Det var super, super træls at ryge ud til City på den måde efter en straffesparkskonkurrence. Vi havde haft chancerne til at lukke den kamp, så det var virkelig ærgerligt, siger den unge fynbo, der ikke vil tillade sig at være stolt over den europæiske kampagne, hvor 1/8-finalen altså blev endestationen:

– Det var mest af alt en holdpræstation. Det var ikke individerne, der afgjorde det, men holdet. Jeg er ikke sådan rigtig stolt over det. Jeg havde nok været stolt, hvis vi havde vundet turneringen.

Danskeren er dog ikke bevidst om, hvordan det kommer til at gå holdet i den nye sæsons udgave af ungdommens Champions League.

– Vi er stadig i gang med opstartsfasen frem mod den nye sæson, så nu må vi lige se. Jeg håber selvfølgelig, vi kan nå så langt som muligt.

Beskeden tilfredshed

Når den 18-årige fynbo i sidste ende skal evaluere på sin første sæson som udenlandsprofessionel, vil han ikke stille sig 100% tilfreds. Trods et tysk U19-mesterskab og en sejr over Chelsea i UEFA Youth League, er der nemlig to nederlag, som nager Schalke-danskeren.

– Den største nedtur i sæsonen vil jeg nok sige var, da vig røg ud i semifinalen til Hertha Berlin i pokalturneringen. De scorede to virkelig ærgerlige mål på standardsituationer, som kostede os finalepladsen. Den ligger tæt på nederlaget til City på straffespark, siger danskeren, og tilføjer om sin egen første sæson udlandet:

– Jeg føler den har været forholdsvis succesfuld. Jeg startede med ikke rigtig at spille, men efter den første kamp har jeg spillet fast. Der var ikke mange 97’ere på holdet sidste år, der spillede, mest 96’ere. Så jeg var en af de yngste på holdet, som spillede fast.

Jacob Rasmussen har svært ved at sætte ord på sin egen udvikling igennem den seneste sæson.

– Det er svært at sige selv. Jeg føler, jeg har udviklet mig forholdsvis meget. Jeg spiller selv hver eneste dag, så det kan jeg ikke rigtig mærke, hvor bedre jeg egentlig bliver.

Schalke-danskeren står i DBU-regi noteret for 21 ungdomslandskampe. Han håber, at hans hold kan bygge videre på takterne fra sidste sæson, men er også klar med sine forbehold.

– Jeg håber, vi kan opnå ligeså meget som i sidste sæson. Vores hold har ikke rigtig formet sig endnu, så det kan stadig være lidt svært at sige, hvad vi kan opnå. Vi føler os forholdsvis sammenspillede, os der er også var på holdet i sidste sæson. Vi har ikke rigtig nogen målsætning udover bare at gøre det så godt som muligt. Så må vi se, hvad det rækker til.

Og så er der drømmen af dem alle. At løbe ind på Schalke 04’s stadion i Gelsenkirchen, Veltins Arena, med plads til omkring 78.000 mennesker, en skønne dag.

– Selvfølgelig håber jeg på det. Det er en af mine store målsætninger at bide sig fast på seniorholdet. Men tilfældigheder kan jo altid spille ind, for hvem ved om jeg bliver knæskadet i morgen? Alle ting skal gå op i en højere enhed, hvis det skal lykkes, slutter 18-årige Jacob Rasmussen.

Læs med i næste uge, hvor vi tager skridtet videre ud i Europa til endnu en ung dansker, der fik guldmedalje om halsen i sidste sæson.

In this article