
Rasmus Nissen spiller til dagligt i FC Midtjylland. Her har han det seneste år tørnet ud for klubbens U19-hold, hvilket kolliderede i et dansk mesterskab for den 18-årige forsvarsspiller.
Hver uge frem mod den nye sæson tager D’ BOLD et kig på de danske talenter der havde held med at få metal med fra den seneste sæson. I denne uge forstætter vi med artikelserien, og det gør vi med Rasmus Nissen, der var med til at vinde guld i U19-ligaen for FC Midtjylland.
Sæsonen 2014/15 har bestemt sat sit præg på unge Rasmus Nissen fra FC Midtjyllands U19-hold. Her har han foruden U19-ligamesterskabet også været med til at vinde en international turnering i Schweiz. Dette skete tilbage i april i år, og dengang kom Nissen med følgende kommentar til D’ BOLD.
– Det føles fantastisk. Vi har i tidligere år stået i samme situation mod samme slags modstandere, hvor vi bare har manglet det sidste. Derfor er det en rigtig dejlig følelse, at gå ind i mesterskabskampen (i U19-ligaen, red.) med en stor pose selvtillid og tro på tingene.
Trods positionen som en af banens bagerste mænd, kom Nissen også på måltavlen i denne internationale turnering, der går under navnet Torneo Bellinzona.
FC Midtjyllands U19-hold kan dog også kun være stolte over den præstation de har vist hjemme i den danske U19-liga. Her har de sæsonen igennem kun lidt ét nederlag og spillet lige op med modstanderne fire gange. De resterende 17 kampe er endt med en sejr til ulvenes favør. Noget Rasmus Nissen er yderst imponeret over.
– Tabellen taler for sig selv og vores suveræne forår har været udslagsgivende for fordelingen af medaljerne i denne sæson. Moralen i truppen har været god, og vi har konstant forsøgt at forbedre os uanset vores placering i ligaen, siger Nissen til D’ BOLD, der også er tilfreds med sin egen præstation i den forgående sæson.
– Nu skal man selvfølgelig passe på med at vurdere sine egne præstationer, men individuelt er jeg tilfreds med det jeg har bidraget med til holdet både i FCM og landsholdet, som jeg var så heldig at debutere på i år.
Det var dog ikke kun U19-holdet, som fik guld om halsen. Klubbens Superligahold samt flere håndboldhold i U-rækkerne og damehåndboldholdet vandt også guld. Dette gav en hel speciel følelse. Ikke kun hos Nissen eller i klubben. Men også selve byen var i en speciel form for guldekstase. Nissen ser dog allerede frem mod næste sæson, hvor han og resten af holdet skal ud og forsvare titlen som danske mestre i U19-ligaen.
– Hele klubben og området har været i guldekstase, og næsten samtlige hold, som har repræsenteret området, har vundet inden for deres respektive idrætsgren. Men nu gælder det næste sæson, hvor forventningerne endnu engang er skruet i vejret, hvilket er helt naturligt, forklarer Nissen.
For Nissen var sæsonens højdepunkt uden tvivl hjemmekampen mod FC Nordsjælland i slut maj, da de i denne kamp sikrede guldet over ligaens andenplads med en 3-1 sejr. En sejr der blev fejret med fest og høj musik på Crazy Daisy i Herning. Det var ellers en kamp, hvor sjællænderne kom foran allerede efter fem minutter. Dog blev midtjyderne ikke slået ud af den hurtige mavepuster, og hev en flot sejr hjem, der også tilførte dem ligaguldet.
– Sæsonens højdepunkt var uden tvivl vores hjemmesejr imod FCN, som ligeledes sikrede os DM Guldet. Hele forløsningen efter kampen var uden sammenligning noget af det fedeste jeg har været med til, siger Nissen.
Nedture er dog ikke noget, som Nissen lige kommer i tanke om med det samme. Han kan knap nok finde på noget. De gange hvor holdet har tabt point er det eneste han ser som noget negativt for holdet helt generelt. Netop disse pointtab har dog også været ekstra motivationsfaktorer for holdet, da de alle sammen gav alt for at vinde hver gang de løb på banen i den sorte ulvetrøje.
Nissen fortsætter dog med at rose sine holdkammerater for den flotte præstation og kontinuerlige form, som de har vist gennem sæsonen.
– Jeg synes ikke der er noget der overrasker mig. Men jeg er derimod imponeret over den måde vi har formået at overholde de interne aftaler vi har haft på holdet, siger Nissen til dbold.dk.
Snart starter den nye sæson. Og der kan man godt forvente at se Rasmus Nissen tilbage i den sorte trøje på træningsbanen i Ikast. Man kan sågar forvente at se ham i Midtjylland-trøjen længe endnu, da et skifte ligger langt fra forsvarsspillerens tanker.
– Jeg ser FCM som den største og bedste danske klub, derudover er jeg en lokal dreng, som altid har drømt om at spille Superliga i FC Midtjylland, fortæller Nissen og konstaterer, at han ikke har haft et udlandsskifte i tankerne indtil videre.
Læs med i næste uge, hvor vi tager skridtet videre ud i Europa til endnu en ung dansker, der fik guldmedalje om halsen i sidste sæson.