De unge metalvindere: Sensationel pokalguld efter ligakollaps

Stefan Gartenmann skiftede i en alder af blot 16 år livet som hjemmeboende hos mor og far ud med en tilværelse som professionel ungdomsfodboldspiller i Holland. Nu er han 18 år, og har overstået sin anden sæson. En sæson som har budt på meget overraskende guldmedaljer i pokalturneringen, og nu ender med en træningslejr med klubbens Æresdivisionshold.

Hver uge frem mod den nye sæson tager D’ BOLD et kig på de danske talenter der havde held med at få metal med fra den seneste sæson. I denne uge starter vi med artikelserien, og det sker hos Stefan Gartenmann, der har sin daglige gang i Heerenveen.

I hollandske Heerenveen løber den kun 18-årige danske midterforsvarer Stefan Gartenmann rundt og boltre sig sammen med den potentielle fremtidige hollandske fodboldfremtid. Den unge dansker skiftede for to sæsoner siden FC Roskilde ud med Æresdivisionen, hvor han dog godt nok hidtil kun har haft plads på ungdomsholdet.

Ligakollaps

Ligamæssigt har Heerenveen A1, klubbens bedste ungdomshold, og Gartenmann haft en meget svingende sæson. De blå-hvid-stribede sluttede på en fjerdeplads i det samlede gruppespil, hvor de en enkelt gang mødte ligaens øvrige 13 hold, hvor de blandt andet sejrede over både Feyenoord og de senere mestre Ajax, mens at de i anden halvdel af sæsonen stod over for det syv bedste, som havde kvalificeret sig til det endelige slutspil. Dem stod de over for to gange, men her gik tingene helt galt for Heerenveen, som slet ikke kunne hamle op med den første halvsæsons resultater og sluttede på en ottendeplads med kun én sejr i 14 kampe.

– Efter den fine placering i efteråret blev tre af vores nøglespillere rykket op i senior- og jong-truppen, og det er klart, at det vil gøre ondt på ethvert hold. Derudover var vi utroligt skadesplagede og havde i perioder fem-seks mand ude med skader, så det er selvfølgelig heller ikke noget der højner kvaliteten. Derfor havde vi svært ved at få meget ud af kampene, fordi vi manglede den nødvendige kvalitet i tingene og det sidste held.

Den danske U19-landsholdsanfører og hans holdkammerater fik dog en mulighed for at redde sæsonen, da de havde kvalificeret sig til finalen i pokalturneringen. I finalen stod de over for AZ Alkmaars ungdomshold, der var sluttet som nummer to i ligaen á points med Marcus Bays Ajax.

– Vi var selvfølgelig klar over at statistikkerne ikke lige frem talte for, at vi skulle trække os som sejrherrer, men man kan aldrig gå ind til en finale uden tro på tingene, så vi var enige om at vi ville give alt vi havde og så måtte vi se hvad det førte med sig.

Sang, dans, lige lovligt mange selfies og en masse straffespark

Kampen forløb på AZ’s premisser, men Heerenveens unge drenge kæmpede for at hænge i, og formåede at få kampen ud i forlænget spilletid, hvor de med vilje og fight sikrede en straffesparkskonkurrence, der senere ville sikre en Heerenveen-triumf af de yderst uventede.

– Stemningen var selvfølgelig helt i top og der blevet danset, sunget og taget lige lovlig mange selfies i omklædningsrummet, men det var lidt en forløsning efter sådan en trist forårssæson.

Pokalsejren, som blandt andet blev grundlagt af en fornem scoring fra ellevemeterpletten af den træfsikre Roskilde-knægt, gjorde altså at man kunne se en smule lysere på sæsonens forløb.

– Jeg har taget en del straffespark igennem tiden, og selvom der blev piftet lidt følte jeg mig egentlig ikke specielt nervøs. Tanken var bare ‘det værste der kan ske, er at jeg brænder’, og det var faktisk meget beroligende. Desuden havde jeg haft succes med at sparke præcis det samme sted i træningerne op til. Et sted hvor keeperne sjældent kommer op, så jeg følte mig overraskende selvsikker.

– Det er klart, at pokalsejren gør sæsonen som helhed en del pænere. Det vigtigste her i klubben er jo at udvikle spillere til førsteholdet, så at vi rykkede tre spillere op i vinterpausen er da positivt, men selvfølgelig er det da ærgerligt, at miste vigtige kræfter på holdet, når man gerne vil vinde medaljer. Så jeg er meget godt tilfreds med, at vi alligevel fik lidt metal ud af det.

Passende filosofi, masser af spilletid og mål til følge

Personligt har det også været en god sæson for den unge midtstopper, som i løbet af sæsonen kun har misset en kamp og samlet kommet på scoringstavlen hele fem gange. Det afspejler også hvor godt sjællænderen er faldet til i klubben, hvor han er glad for både træneren og klubbens filosofi.

– Spilletid har der været nok af. Jeg tror faktisk kun, at jeg har misset en enkelt kamp på grund af karantæne, ellers har jeg spillet resten, så det har været godt at have haft opbakningen fra min træner gennem hele sæsonen. Synes egentlig også spillestilen ligger fint til mig. Vi har selvfølgelig varieret lidt afhængigt af modstandere og kampdygtige spillere, men overordnet set føler jeg mig til rette i det.

Stefan Gartenmann er ikke i tvivl om at spilletid er vigtigt, og derfor er han også meget tilfreds med den store portion spilletid, som han har fået tildelt, men fremtiden ligger altså ikke på klubbens U19-hold, det såkaldte A1. Gartenmanns mål er Æresdivisions-debut i den kommende sæson, og chancerne for det, er ikke helt håbløse, mener han selv.

– I den kommende sæson tager jeg med førsteholdet på træningslejr, og så er det jo egentlig bare om at gribe chancen, og vise hvor jeg hører til. Så jeg glæder mig rigtig meget til at få vist mit værd.

– Chancerne for debut i Æresdivisionen er på sigt ganske store. Målet er at få det i den kommende sæson og hvis ikke der, så året efter. Det afhænger selvfølgelig af mange ting, og det kræver held og skarphed at komme ind på holdet.

En af dem som har haft held og skarphed er Twentes Joachim Andersen, som i en alder af 18 år brød igennem i den sidste del af Æresdivision-sæsonen. Danskeren spillede syv ligakampe, og sco-rede samtidig sit første seniormål. Et motiverende forbillede for landsholdskollegaen.

– Det giver da et ekstra håb, om at hvis han kan, så kan jeg i hvert fald også, så det er selvfølgelig først og fremmest rigtig godt for ham og samtidigt motiverende for mig.

Tro og tålmodighed er vejen frem

Heerenveen er en stolt og traditionsrig klub, og samtidig også indehaver af en af Hollands dygtigste fodboldskoler, der producerer talenter fra hele verden. Flere danskere har tidligere haft succes i klubben, heriblandt Daniel Jensen og Jon Dahl Thomasson, der dog blev hentet direkte til førstehol-det.
Danskeren tror herimod fortsat på sine egne evner, og ser ikke en lejeaftale som en umiddelbar løsning, hvis han ikke bryder igennem til at få spilletid i Æresdivisionen næste år.

– Jeg ser ikke umiddelbart en lejeaftale som nødvendigt for min udvikling. Heerenveen giver deres talenter chancen, så hvis jeg er tålmodig skal den nok komme til mig også.

Læs med i næste uge, hvor vi tager skridtet videre ud i Europa til endnu en ung dansker, der fik guldmedalje om halsen i sidste sæson. 

In this article