19-årige Mikkel Frankoch har skiftet FC Midtjyllands sorte fodbolddragt ud med Skive IKs blå-gule. Samtidig er U19-ligaen skiftet ud med NordicBet-Ligaen, hvilket ifølge Frankoch slet ikke er en dårlig liga.
Tidligere på ugen blev det offentliggjort, at FC Midtjylland har sendt 19-årige Mikkel Frankoch afsted til 1. divisionsklubben Skive IK. Frankoch har haft en prøveperiode i klubben, hvor han har trænet og spillet enkelte træningskamp, inden skiftet blev en realitet for den unge midtbanespiller.
Her har han dog imponeret trænerne i Skive så meget, at de har valgt at skrive kontrakt med Frankoch, som ser frem til at få spilletid på seniorniveau. I sær da udsigten til samme, ikke var så klar i FCM.
– Jeg har taget det her skifte, fordi jeg simpelthen skal ud og have noget seniorfodbold. Det kan jeg få i Skive, hvis jeg selvfølgelig præsterer. Og så må man gribe de chancer man får. Jeg ved godt, at jeg var langt fra spilletid i FCM, og derfor ser jeg Skive som en god løsning for det næste års tid, fortæller Frankoch til D’ BOLD.
Spilletid er vejen frem for den tidligere FC Midtjylland-spiller, der ikke mener vejen til en fast plads i truppen, er så lang, at det ikke er inde for rækkevidde.
– Jeg tror ikke vejen til fast spilletid i Skive er så forfærdelig lang. Jeg synes selv jeg har vist mig godt frem til træningerne og i træningskampene indtil videre. Men det er jo om halvanden uge det hele starter, og så handler det hele om tre point og intet andet. Og præsterer man ikke, så kan man hurtigt ryge ud igen.
Jeg føler selv jeg har noget som holdet kan nyde godt af, siger Frankoch, der dog pointerer, at det er træneren, som har det sidste ord.
Nogle vil måske mene, at 1. division ikke er ambitiøst nok, når man som Frankoch gerne vil ud og spille fodbold i Europa på de store arenaer. Men spørger man Frankoch selv, så er skiftet til Skive i 1. division det helt rigtige for ham i jagten på mere erfaring.
– Mange ser måske ikke 1. division som en god liga. Men det er det altså. Der er mange gode hold. Og for en ung spiller som mig, så handler det om få den her seniorfodbold, som jeg har brug for, siger Frankoch til dbold.dk og fortsætter:
– Jeg skal ud og have erfaring på seniorplan. Derimod, hvis jeg var blevet i FCM, så ville jeg ikke få noget som helst seniorfodbold. Måske et par reservekampe engang imellem, men ikke nok til at kunne udvikle mig nok, hvis jeg gerne vil på de store arenaer engang. Så skal jeg ud og vise mig frem, og så gerne ende så højt som muligt med det her Skive-hold, som jeg ser potentiale i.
Hvad der skal ske om et år eller to, står dog endnu ikke klart for den unge Frankoch. Men hvis han skal være en smule konkret, så er spansk og engelsk fodbold det, som vil passe ham bedst.
– Jeg tager det meget stille og roligt lige nu. Jeg går ikke og tænker på udlandet. For mig handler det om at være i nuet, og det er at gøre det godt i Skive. Gør jeg det, så må vi se hvad der så sker. Spansk fodbold er nok den fodbold, jeg passer bedst til, hvis jeg skulle sammenligne. Men alle drømmer vel om Premier League, siger Frankoch.
Søndag den 26. juli åbner Skive op for efterårssæsonen med en hjemmebanekamp med Vendsyssel. Om Frankoch starter inde, er dog uvist.