Alexander Nicolajsen har valgt at forlade FC Midtjylland i jagtens på spilletid, og er skiftet til sin tidligere klub Odense Boldklub, hvor han tidligere har spillet i samarbejdsklubben Assens FC.
Et par år hos de forsvarende danske mestre i U19-ligaen, FC Midtjylland, blev det til for Alexander Grønnegaard Nicolajsen, der nu er vendt hjem til Fyn, hvor han fra næste sæson løber på banen for de blå-hvide fra OB i U19-ligaen, hvor han har en kontrakt på et år.
Det var ikke noget planlagt, men i jagt på spilletid, så Nicolajsen det som en af de bedste løsninger at skifte til den fynske klub.
– Jeg har haft nogle gode år i Midtjylland og har udviklet mig meget både uden for- og inde på banen. Er meget taknemlig for alle de ting, de har lært mig. U19 truppen i Midtjylland er fyldt med rigtig dygtige spillere. Der er rigtig hård kamp om pladserne, og det har været svært for mig at få den ønskede spilletid, en ting som er meget vigtig for mig. Især her hvor det er det sidste år som U19 spiller, hvor man virkelig skal vise hvad man kan for at forsætte op til første holdet. Derfor valgte jeg at stoppe i det midtjyske, fortæller Niolajsen til D’ BOLD og fortsætter:
– Så har jeg været så heldig, at OB var villige til at tage mig ind i flokken igen. Det betyder meget for mig og det er rigtig skønt at komme hjem. Jeg glæder mig meget til at se hvad fremtiden bringer.
Efter skiftet blev en realitet har klubbens talentchef, Uffe Pedersen, rost Nicolajsen for flere af sine kompetencer, noget den tidligere Midtjylland-spiller ser positivt på.
– Det er da altid dejligt at få ros af talentchefen. Det indikerer også at klubben tror på mig og kan lide mig for den spiller jeg nu er, siger midtbanespilleren.
Nu ser 18-årige Nicolajsen kun fremad, og håber at spille sig op i hierarkiet i OB, hvor han har tænkt sig at kæmpe hårdt for sin fremtid.
– Mit mål er selvfølgelig at kæmpe mig til første holdet. OB har på det sidste været gode til at bruge deres ungdomsspillere, og jeg vil helt klart kæmpe for at blive en af dem. Jeg har nogle forventninger til mig selv og min udvikling, men jeg skal også have i baghovedet, at jeg kommer som ny ind på et godt hold. Så der skal kæmpes for at være fast mand i truppen, afslutter Nicolajsen til dbold.dk.
OB blev i sidste sæson nummer ti i U19-ligaen, hvor FC Midtjylland derimod blev nummer et.