17-årig Derby-dansker: Scorede så mange mål, at de blev nødt til at købe mig

Embed from Getty Images

 

17-årige Emil Riis skiftede tidligere i dette transfervindue til engelske Derby County. Interessen var opstået under en prøvetræning, hvor danskeren havde lavet mål på stribe.

For en lille måned siden blev Randers FCs U17-hold et talent fattigere, da man solgte topscoreren Emil Riis Jakobsen til Championship-klubben Derby County. Her skal danskeren i første omgang optræde på klubbens U18-hold.

Hele dialogen mellem 17-årige Emil Riis og Derby County startede med en uskyldig invitation til England for at træne med hos de jævnaldrende på klubbens ungdomshold.

Det er langt fra hver prøvetræning, der munder ud i en transfer, så der kræves en del fra spillerens side, når han skal bevise sit værd over for sin potentielt nye arbejdsgiver. Dette faktum var ikke ukendt for Emil Riis, så den skyhøje angriber gik til stålet under sin prøvetræning – og fik masser af udbytte ud af indsatsen.

– Første gang de hev mig til prøvetræning var det jo nok fordi de kunne se, hvor mange mål jeg scorede. Da jeg så kom herover til mine prøvetræninger, scorede jeg bare masser af mål. Jeg lavede seks mål i tre kampe mens jeg var til prøvetræning, og det skræmmer nok de færreste klubber væk, fortæller Riis til D’BOLD.

Derby County blev i hvert fald ikke skræmt væk, så den dag i dag har de to parter papir på hinanden.

Selvom vejen til spilletid på førsteholdet måske havde været kortere i en økonomisk letvægtig klub som Riis’ eksarbejdsgiver Randers mener kronjyden stadig, at Derby på sigt er en bedre læreplads.

– Hvis jeg så hurtigt som muligt ville op på et førstehold, så skulle jeg selvfølgelig være blevet, men jeg synes ikke, det er noget ved at komme op på et førstehold for at være nummer fem i køen og spille reserve. I stedet tænker jeg, at hvis man kan spille ungdomsfodbold til U21, så kommer man tættere på en startellever, når man er blevet senior, siger Riis.

Teenageren har da også allerede haft spekulationer om, hvornår han kan regne med at være førsteholdsspiller.

– Jeg har skrevet en treårig kontrakt med dem, og det er først og fremmest en ungdomskontrakt. Jeg tror det er en meget passende længde at kunne nå førsteholdet på, slutter han.

Inden Emil Riis Jakobsen kan få sin officielle debut for Derby County skal det formelle papirarbejde være i orden, så det kan godt tage et stykke tid, før de store Derby-bosser kan begynde at beundre drengen fra den anden side af Vesterhavet.

In this article