Brøndby-talent alvorligt skadet

Embed from Getty Images

Brøndby-talentet Rezan Corlu ligner en mand, der er færdig for sæsonen. Korsbåndet i det ene knæ er nemlig blevet revet over, meddeler Brøndby IF.

18-årige Rezan Corlu fik sin debut for Brøndbys førstehold i første runde af Europa League-kvalifikationen imod AC Juvenes-Dogana fra San Marino, i en kamp hvor han tilmed også kom på scoringstavlen.

Den unge offensivspiller spillede også i returkampen mod holdet fra San Marino, og fik den 26. juli sin Alka Superliga-debut for Brøndby i kampen mod OB.

Men lige som legen var begyndt at blive rigtig god for Rezan Corlu, er der nu kommet noget af et tilbageslag. Brøndby-spilleren har nemlig revet det forreste korsbånd over i det ene knæ, skriver klubben på sin hjemmeside.

– Jeg er utrolig ked af det på Rezans vegne. Han har lige fået debut og scoret i Europa League. Han har set bedre og bedre ud til træning, og så sker det her. Det er dybt uheldigt, og jeg føler virkelig med ham, siger Brøndbys cheftræner Thomas Frank og fortsætter:

– Omvendt er Rezan stadig meget ung og topseriøs omkring sin træning, så når den værste skuffelse har lagt sig, skal han nok komme hurtigt tilbage. Og vi vil selvfølgelig støtte ham på bedste vis undervejs.

Brøndby IF skriver i meddelsen på hjemmesiden, at de ikke regner med at Corlu når at komme tilbage på banen i denne sæson.

In this article