Efter gårsdagens 3-3-kamp var U/19-cheftræner i Randers, Rasmus Bertelsen ikke tilfreds med, at hans hold endnu en gang lukkede tre scoringer ind, på samme måde som de to første kampe i denne sæson også har vist det.
– Offensivt gør vi det godt, også selvom alle tre mål i dag (lørdag, red.) kommer efter dødbolde. Men vi lukker stadig for mange og for nemme mål ind, og når man skal score tre for at få point, så bliver det svært i længden. Det skal vi blive ved med at arbejde med til træning, fortæller Rasmus Bertelsen, til klubbens hjemmeside om kampen, der trods alt gjorde, at Randers nu er på tavlen pointmæssigt i U/19 Ligaen.
Med de ord skildrer cheftræneren netop de problemer, hans hold står overfor i sæsonens indledning, hvor hver af de første tre kampe har budt på tre indkasserede mål til Randers – men selvom Randers var bagud to gange i hjemmekampen mod Lyngby, lørdag, var det dog med et lille overtag til hjemmeholdet i det generelle kampbillede.
På trods af de lovende offensive takter skulle først et hjørnespark, hvor Thomas Viggers lykkes med at sende udligningen i nettet, og siden to direkte frisparksscoringer af Kasper Vernersen til, før kronjyderne kunne bringe sig i front.
Da gæsterne efterfølgende får en mand vist ud, ligner det en comebacksejr til Randers, men med et kvarter igen via et frispark i siden udligner Lyngby, der i deres første kamp slog FC København, og det uafgjorte resultat holder kampen ud.
– Selvfølgelig er vi lettede over at komme på tavlen, men når vi to gange kæmper os tilbage, og har en føring og en mand mere på banen med tyve minutter igen, er det bittert ikke at vinde, siger Rasmus Bertelsen til randersfc.dk.
Også Randers’ U/17 Liga-hold spillede 3-3 i deres kamp mod Lyngby.