Hver mandag sætter D’ BOLD fokus på et talent i dansk ungdomsfodbold. Denne gang er vi havnet hos 16-årige Agon Mucolli fra Vejle Boldklub.
Seks drenge med en fælles drøm
Som femårig startede Agon Mucolli til fodbold. Det hele startede ved en tilfældighed, efter hans mor havde set en annonce i avisen omkring Fredericia FF. Det fik hende til at melde både ham og broderen, Arbnor, ind i klubben, og sådan startede det hele meget pludseligt.
Fodbold var dog ikke skæbnen for Mucolli helt fra start. Da han var helt lille og stadig gik i børnehave, lå kærligheden til biler, og tankerne var overhovedet ikke sat på fodbold. Det ændrede sig dog drastisk, da han blev fem og skulle starte på fritidshjem. Der var han næsten altid at finde på fodboldbanen med fem af sine gode venner.
– Vi var også seks venner, en sigøjner, han hed Leonardo, to somaliske brødre, den ældste i hele gruppen Abdi og så Sharmake, så tre Kosovo-Albanere, Lundrim, min lillebror Arbnor, og jeg. Og vi spillede fodbold hver eneste dag, fra morgen til aften. Eller fra middag, for somaliere står tidligst op kl. 12, fortæller Agon til D’ BOLD.
Med disse fem venner omkring sig, var intet umuligt for den unge Agon. Motivationen fejlede aldrig noget, da alle seks drenge løb rundt og drømte om at blive professionelle fodboldspillere. Den fortsatte motivation ligger dog mere i kærligheden til sporten, hvilket Mucolli også til dagligt viser med sin store passion i sit spil, når han løber på banen for Vejle Boldklub.
Lille motivation for skole, stor motivation for fodbolden
Man kan ofte høre om folk, hvor motivationen i jagten på deres drøm, har lidt et knæk på et eller andet tidspunkt i livet. Men dette knæk har aldrig ramt 16-årige Mucolli.
– Selvfølgelig har der været skolelærere, forældre og forskellige træner, der har sagt det der med, at utrolig få bliver professionelle, og det der nåle-halløjs eksempel. Men der har jeg altid tænkt, at jeg nok skal slå igennem, og tror også 100% på det. For hvis man ikke tror på sig selv, hvorfor fuck skulle andre så?
Skolen er dog ikke noget, som den unge midtbanespiller er specielt glad for. Faktisk er motivationen dér, utroligt lille. Den eneste grund til, at Mucolli fortsætter sin gang i skolen efter 1.g, er hans mor. Moren har før nævnt, at skader kan ødelægge karrieren helt, og derfor skal han have en uddannelse, som han kan vende tilbage imod, hvis tingene skulle gå helt galt.
– Hun ville blive så stolt, hvis jeg går ud med den hat efter 3.g. Så det er hvad der motivere mig i skolen. Og forhåbentligt tager jeg mig sammen her i 2.g, hvor jeg skal gøre en del fag færdige, siger Mucolli.
Udviklingen går kun én vej – fremad
Som spiller ser Agon sig selv som en teknisk spiller, der er den udfordrende type, som er god i en mod en-situationer. Samtidig har han et godt spark og et godt overblik. Overblikket er specielt en styrke, når man som Agon, er central midtbanespiller. Temperamentet er derimod noget Mucolli stadig arbejder med, samtidig med hans meget offensive tilgang til spillet, når han ofte får lyst til at løbe op og score mål.
– Og så elsker jeg at lave mål. Den følelse man får, når man scorer, er det bedste, forklarer Mucolli, hvis store inspiration altid har været brasilianske Ronaldinho.
Med kvaliteter som disse er det heller ikke underligt, at unge Mucolli også er kommet på kontrakt i Vejle, hvor han nu er tættere på klubbens 1. divisionshold end U19-holdet.
– Føler min udvikling har været rigtig god, også med nogle forskellige positioner på banen. Men det har kun gavnet. Det er jo nu min udvikling betyder mest, her som U19 spiller, hvor man skal tage skridtet videre fra ungdomsfodbolden, fortæller Mucolli til dbold.dk.
Den nye kontrakt for Agon betyder, at han denne sommer har trænet med klubbens førstehold, som hører til i 1. division. Her har han også allerede opnået sin officielle debut i en kamp under den danske pokalturnering.
I debutkampen viste han endnu engang stort potentiale. Det var dog også tæt på, at blive en drømmedebut, da han kom ind, kort før holdene skulle ud i forlænget spilletid. Her tog han et frispark, inde i den forlængede spilletid, hvor han var lige ved at score, men ramte overliggeren. Han scorede dog derimod, da han var en af de udvalgte, til at deltage i den tilhørende straffesparkskonkurrence, da ingen af holdene scorede i den forlængede spilletid. Her satte den unge midtbanespiller bolden sikkert i nettet med en ”panenka”.
At have en bror med sig, er bestemt ikke en svaghed
Agon Mucolli har siden de første spark med en bold, haft sin bror, Arbnor, ved sin side.
– Det er fantastisk, især når vi har spillet sammen inde på midtbane, for vores interne relationer er så gode, og man ved i hvert fald at ens bror er villig til at gøre alt for at redde en, hvis man laver en fejl.
Samtidig har broderen også skrevet kontrakt med klubben, dog holder han sig nede på U17-holdet, mens Agon spillere mere U19- og 1. divisionsbold. Det har dog ingen betydning, at Agon oftest har været bedre end sin bror. Dog har det heller ikke altid været en fordel med det tætte bånd de har på banen.
– Det har været pisse godt. Vi spillede også sammen i Fredericia FF, hvor jeg var angriber og han var venstre kant. Der fik vi at vide af vores gamle træner, Henrik Outzen, at vi skulle stoppe med at spille familiefodbold, og spille bolden til de andre på holdet, fortæller Mucolli og fortsætter:
– Det at have en bror der også er god, har også udviklet mig, for vi har jo altid har vores interne konkurrence både til træning og når vi har været ude og spille selv, hvor det efter en mod en-situationer, tit er endt ud i slåskamp eller et par grove tacklinger.
Karrieren har endnu ikke et fast mål
Efter debuten på førsteholdet, må udsigten til mere spilletid være en smule bedre. Mucolli er dog ikke helt sikker på, om træneren har set det gennem samme øjne, som han selv gjorde.
Med en taktfast udvikling fra Fredericia til Vejle, har Agon Mucolli altid spillet det samme sted, hvilket også har gjort ham mere tryg omkring sin fremtid. Han har dog ingen anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Men en karriere i Arsenal FC med sin bror, er den største drøm, som han kan komme i tanke om.