OB U19 triumferer i hollandsk træningsturnering

Sommerferiens sidste weekend bød for Odense Boldklubs to ældste ungdomshold på den hollandske træningsturnering, Heemskerk Cup. Her lykkedes det OB’s U19’ere at sikre sig titlen foran hold som Queens Park Rangers, NEC Nijmegen og Club Brügge, mens U17-holdet ikke havde samme held på finaledagen, søndag.

D’ BOLD har snakket med en lykkelig dobbelt finalemålscorer i U19-midtstopperen, Hasan Kurucay, samt en af de uheldige tabende finalister fra U17-holdet, Elias Lamnaouar.

Embed from Getty Images

– I finalen møder vi et lokalt U21-hold, som, vi havde hørt, skulle være nogle store drenge. Igen som i de indledende kampe står vi godt i kæderne og afgiver ikke mange chancer, som følge af vores fokus på at holde nullet. Efter pausen og særligt, da de får en mand smidt ud, begynder vi at have bolden mere. I kampens slutminutter får vi så et hjørnespark, som de ikke får clearet ordentligt. Bolden lander foran mig omkring straffesparkspletten, og jeg afslutter første gang og sparker den over i det lange målhjørne, fortæller Hasan Kurucay til D’BOLD om den første af sine to finalescoringer.

Efter først et hurtigt opgiverspark, siden en lang bold frem mod hollændernes store angriber og derefter en lang tå, er udligningen en realitet, og det, der lignede en fynsk sejr, udskydes med forlænget spilletid, hvor OB’erne, der er en mand i overtal, presser på, men der skulle endnu en dødbold til, før sejren kom hus.

– I ekstratiden lægger de en hurtig spiller på toppen, men vi dominerer og får et frispark på kanten af feltet, som jeg tager mig af, og jeg sender den hårdt over muren og i netmaskerne lige under overliggeren, beretter Kurucay.

Det var viceanførerens anden scoring, og denne gang holdt føringen hjem.

Helt så heldige var turneringens yngre udgave af de stribede fra Odense ikke. Deres finalenederlag endte med et bittert 0-2-nederlag til hollandske FC Volendam, der dog dominerede hovedparten af kampen og særligt første halvleg, hvilket udmøntede sig i et hollandsk føringsmål kort før pausen. OB pressede mere på i anden halvleg, og i slutminutterne satsede danskerne alt, hvilket desværre ikke resulterede i andet end en opstillingsscoring til hollænderne, som altså punkterede alt håb om fynsk dobbeltsejr.

På trods af det ærgerlige finalenederlag, nåede U17’erne at sejre i opgøret mod engelske Queens Park Rangers, mens gruppekampene ligeså bød på uafgjorte resultater mod hollandske AZ Alkmaar og kinesiske Mitsubishi Yoawa, inden sejren over amerikanske New York Soccer Club efter straffesparkskonkurrence i semifinalen.

– I de indledende kampe var det særligt vores forsvarsspil, der fungerede godt, foruden vores presspil, der for alvor bar os frem. Vi havde meget fokus på presspillet øverst på banen i de første kampe. Vi skal dog være skarpere og mere kyniske foran mål, og det skal vi arbejde på, sammen med vores sideforskydning i banen, vurderer OB U17’s 16-årige kantspiller, Elias Lamnaouar.

Ifølge Elias var turneringen også vigtig i forhold til at vise, hvor holdet står sammenlignet med dets internationale modstandere, men lige så vigtigt var det at få nogle kampe i benene, inden den hjemlige ligas start.

– Blandt vores mål var det at komme ned og få spillet nogle kampe og selvfølgelig at vinde det hele. Vores kampe blev også brugt til at se, hvor vi stod henne internationalt og fysisk. Desuden er det altid fedt at møde nogle store udenlandske hold, som man kender fra diverse europæiske ligaer. Eksempelvis Queens Park Rangers, der har spillet i Premier League, og AZ fra Æresdivisionen, forklarer Elias og bliver bakket op af Hasan Kurucay.

– Det er anderledes tempo, når man spiller internationale kampe. Man kan heller ikke rigtigt vide, hvordan de spiller, og hvilke profiler de har, modsat herhjemme, hvor man oftest ved, hvad man skal op imod.

Om den kommende sæson føler 17 årige Hasan Kurucay helt klart, at han og resten af OB U19 bør kæmpe med om guldet i U19 Ligaen, hvis de kan fortsætte de positive takter fra Heemskerk Cup, der også blev brugt til at træne det nye system, som holdets nye træner har taget med sig.

– Vores hovedmål var naturligvis at vinde turneringen, men da vi er i gang med at lære en ny taktik, var den og indbyrdes aftaler også i fokus. Ellers fokuserede vi mest på det defensive og at holde nullet. Vi skal dog være bedre til at turde spille med bolden, men jeg mener helt sikkert, at vi skal være med i kampen om guldet i denne sæson, da vi har en fantastisk trup, slutter Kurucay.

De øvrige hold, som OB U19 måtte forbi, inden de stod med pokalen, var hollandske D.E.M. og kinesiske Guangzhou Evergrande, som begge måtte se sig slået af de senere vindere fra Odense Boldklub.

 

In this article