Alka Superligaens runde 6 blev mandag spillet færdig. Igen i denne runde sprudlede de unge Superliga-spillere, og det skal selvfølgelig belønnes med en nævnelse i denne uges udgave af Talentopsummering.
Der bliver fortiden scoret perlemål i Alka Superligaen. Der bliver generelt bare scoret rigtig mange mål og også i denne runde hvor det blev til 18 af slagsen, også et par stykker af ligaens danske U/23 spillere. Læs med for at få det fulde overblik.
Bomberen Bruninho fortsatte i Hobro
FC Nordsjællands nyindkøb, Bruninho, har bombet løs for FC Nordsjælland i hans første fire kampe. Han hævede totalen til fem kasser efter kampen mod Hobro, men det var langt fra ham, der var ene mand og succesen i Nordsjælland. Nordsjællands unge startopstilling har fået et mindre præg af rutine, men alligevel var U/21-makkerparret, Pascal Gregor, 21, og Andreas Maxsø, 21, samt Marcus Ingvartsen og Emiliano Marcondes stadig med i den startopstilling der slog Hobro med 3-1 i det jyske. Bruninho scorede som sagt de to af Nordsjællands kasser, mens Gudmundur Thorarisson stod for det mål der åbnede ballet. Hobro stillede op uden U/23 spillere. Göckan Kaya var igen henvist til bænken, selvom han i mine øjne har været et godt energiboost til Hobro. Thomas Hansen scorede Hobros eneste mål.
Viborg holdt stand mod Randers – med en mand i undertal
Viborg er kommet udmærket fra start i denne Superliga-sæson, og den blev lørdag endnu bedre da man ude slog Randers med 1-0. Viborgs rutinerede venstreback, Christopher Poulsen, 33, blev dog udvist i slutningen af kampen, men Randers formåede ikke at bryde igennem den solide Viborg-defensiv. Den svenske U/21 europamester, Mikael Ishak, måtte udgå med en skade til slut i første halvleg, men set med danske øjne kunne man være positiv over at se unge Edgar Babayan, 19, få spilletid for førsteholdet i Randers. Jonas Kamper stod for Viborgs 1-0-mål og føringen kunne endda have været forøget, men Serge Deblé misbrugte et straffespark kort tid efter scoringen. Selvom ivorianeren brændte, kunne han til sidst være med til at fejre en god 1-0-sejr med hans holdkammerater.
Spændende opgør på vestegnen endte med hjemmesejr
Brøndby tog søndag eftermiddag imod SønderjyskE, som inden kampen i dag kom med megen selvtillid efter deres forrygende 4-0-sejr mod Esbjerg fB, efterfulgt af en flot 3-0-sejr over Hobro. Modstanderen søndag viste sig dog at være lige en tand stærkere end holdet fra Haderslev og det endte med en 1-0-sejr til Brøndby. Christian Nørgaard, 19, var igen i startelleveren for Brøndby og det virker som om at det har løftet holdet at have en kreativ midtbanespiller tilbage. Der blev også spilletid til SønderjyskEs Jeppe Simonsen, 19, som dog ikke havde meget at bidrage med. Men det blev som sagt Christian Nørgaard og resten af Brøndby-holdet der løb med sejren på 1-0, på et mål scoret af norske Elbasan Rashani i det 55. minut.
Remis og super-kasse i Telia Parken
AGF var søndag aften på besøg i København, og de fik hvad de kom for – nemlig point. Og selvom AGF’erbe var en smule heldige kunne de alligevel tage turen hjem til Aarhus med et smil på læben. Saksesparksmesteren Morten Nordstrand slog atter en gang til og lavede et saksesparksmål af en anden verden, der altså point til Aarhusianerne. Svenske Ludwig Augustinsson åbnede scoringen, men Alexsnder Juel Andersen udlignede efter 40 minutters spil. I anden halvleg kom Thomas Delaney på tavlen og som nævnt fik Morten Nordstrand udlignet til slut. Selvom U/21-angriberen Andreas Cornelius kom på banen til sidst kunne han ikke ændre på resultatet, som blev 2-2.
De unge var anonyme i det vestjyske
Esbjerg tog sent søndag aften imod de forsvarende danske mestre i en kamp, hvor begge hold kom på tavlen, men også en kamp hvor der ikke kunne findes en vinder. Paul-Ebere Onuachu og Robin Söder stod for kampens mål for deres respektive klubber. Det endte 1-1, i en forestilling, hvor de unge talenter ikke spillede en rolle. Mikkel Duelund, 18, fik gult kort i anden halvleg og Mikkel Vestergaard, 22, kom på banen i første halvleg i stedet for en skadet Lasse Rise. Alle målene faldt i første halvleg, og så er det også klart at spændingen falder i anden halvleg. Men selvom resultatet var 1-1, betød det dog ikke at det var en dårligt spillet kamp, men derimod en af de mere underholdende 1-1-kampe, som jeg har set.
AaB lammetævede OB i Kent Nielsen-retur
AaB fik sig et glædeligt gensyn med deres tidligere manager Kent Nielsen, i en kamp som Aalborgenserne havde godt og grundigt styr på. OB-forsvaret sejlede rundt og hele fem kasser kunne målmand Michael Tørnæs pille ud af nettet igennem kampen – endda et par stykker i slutminutterne. Kasper Risgaard var kampens helt store spiller med to kasser og sammen med Frederik Børsting, Thomas Enevoldsen og Lukas Spalvis udgjorde de firkløveren som satte et punktum på at de kan leve uden Kent Nielsen. Det var godt at se noget ungt islæt på banen i Frederik Børsting, 20, der kun skulle bruge ni minutter på at bringe sit navn på tavlen. God indsats af Børsting og resten af AaB-slænget der nemt besejrede OB med 5-1 i Aalborg.