Talenttid INSIDE: Silkeborg vil overraske – U19 Ligaen

Silkeborgs U19-hold startede som lyn og torden i U19 Ligaen og vandt 4-1 over Brøndby. Kampens helt store profil Nicklas Røjkjær fortæller, at Silkeborg håber på at kunne overraske mange og komme så højt i tabellen som muligt.

I D’ BOLD’s ugentlige magasin, Talenttid Inside, inviterer vi dig hver uge med til at læse om de allermest spændende og dybdegående historier fra den danske U19- og U17 Liga. Vi går helt i dybden med indslagene, og bringer dig interviews fra nogle af hovedpersonerne fra weekendens spillerunde, fordi vi her på D’ BOLD bestræber os på at give dig ALT det bedste fra dansk ungdomsfodbold. I denne uge kigger vi på Silkeborgs drømmestart i U19 Ligaen.

Silkeborg startede sæsonen på absolut fineste vis, da de hjemme formåede at vende 0-1 og slå Brøndby med hele 4-1. Silkeborgensernes angrebstalent Nicklas Røjkjær noterede sig for to af scoringerne, og han slår fast, hvor vigtig den gode start er.

– Det er altid rigtig vigtigt at komme godt fra start lige meget hvilket hold man er. Så det var dejligt at starte med at slå Brøndby 4-1 på hjemmebane, siger Røjkjær til D’ BOLD og fortæller samtidig, hvilke aftaler der var lavet før kampen:

– Vi havde aftalt, at vi bare skulle tage det med os, som vi har gjort godt i vores træningskampe, og at vi skulle være bedre end ham vi stod overfor.

Som tidligere nævnt scorede Nicklas Røjkjær to af scoringerne. Den sidste af dem – scoringen til 3-1 – kom efter en flot solotur, og angriberen selv beskriver målet således:

 – Jeg får en bold lidt nede på vores egen bane halvdel, og vælger faktisk bare at prøve og drible mig igennem det hele, hvilket så lykkes, så det var super fedt.

I næste kamp venter en svær udekamp i Esbjerg. Esbjergenserne startede også sæsonen fremragende, da de efter at have været nede 0-2 i København vendte det hele på hovedet og vandt 3-2 i det, der muligvis vil være sæsonens bedste comeback. Røjkjær står klar med opskriften til at få sejren i Esbjerg.

– Vi skal bare gøre, som vi gjorde i første kamp. Vi skal blive ved med at turde spille, og så sørge for at producere mange chancer, og putte den i kassen, siger angrebstalentet resolut og afslører samtidig forventningerne for sæsonen:

 – Vores forventning er at komme så højt op i tabellen som muligt. Vi har et godt hold, så vi tror på at vi kan overraske mange. Mine egne personlige forventninger er at score så mange mål som muligt, så folk kommer til at lægge mærke til mig. Jeg håber på at kunne komme op og være med på førsteholdet i den nærmeste fremtid, siger han, og fremhæver samtidig sig selv og en holdkammerat som profiler:

– Sammy (Skytte, red.) og så mig selv kommer nok til at blive de største profiler. Men vi har rigtig mange gode spillere, så det er svært at sige, slutter Røjkjær til D’ BOLD.

Du kan se scoringerne fra kampen her:

Op på hesten igen

I den anden lejr var der naturligvis ikke den helt samme stemning. Brøndby kom planmæssigt foran efter fem minutter, men smed det hele på gulvet i Silkeborg. Brøndbys målscorer Oliver Carrara forklarer, at mistet fokus var skyld i kokset.

– Vi fik en god start, og efter det mistede vi lidt af vores fokus og efter et par uheldige situationer og vi ikke fik dækket godt nok op, og ikke gik ind i alt med 100%, så var Silkeborg gode til og udnytte det, siger Oliver Carrara til D’ BOLD og beskriver stemningen i Brøndby-truppen efter kampen:

– Stemningen efter kampen var selvfølgelig ikke den bedste og folk var nedtrykte. Det er aldrig fedt at tabe en fodboldkamp.

Nu har Brøndby rigeligt tid til at komme op igen, og blive klar til næste ligakamp. De spiller nemlig først igen d. 12. september mod AGF.

–  Nu har vi næsten fire ugers træning og en træningskamp, og en pokal kamp, indtil næste kamp. Så vi skal selvfølgelig ud og træne 100% hvert træningspas og udnytte pausen indtil næste kamp. Og jeg er sikker på, vi er fuldt fokuseret og klar til næste ligakamp, siger Carrara og afslører også Brøndbys målsætning:

– Når man spiller i formentlig Danmarks største klub, så vil målsætningerne altid være høje, og det skal de også være, så jeg er sikker på vi alle går efter en top 3 i år og så må vi se hvordan det hele forløber sig, slutter Oliver Carrara til D’ BOLD.

In this article