I U/17 Ligaen skete en mindre massakre, da Esbjerg hjemme slog Silkeborg med hele 7-0. Men selv efter en storsejr og en nuværende andenplads, drømmer de ydmyge esbjergensere ikke stort – målet er stabilt spil og slutplacering i øverste halvdel.
I D’ BOLD’s ugentlige magasin, Talenttid Inside, inviterer vi dig hver uge med til at læse om de allermest spændende og dybdegående historier fra den danske U19- og U17 Liga. Vi går helt i dybden med indslagene, og bringer dig interviews fra nogle af hovedpersonerne fra weekendens spillerunde, fordi vi her på D’ BOLD bestræber os på at give dig ALT det bedste fra dansk ungdomsfodbold.
Målfest i det vestjyske
I U/17 Ligaen skulle Esbjerg lørdag hjemme i Esbjerg Idrætspark krydse klinger med Silkeborg i sæsonens anden kamp. Begge hold var aldeles sultne efter en sejr, efter de begge tabte i første runde til henholdsvis FC København og Brøndby.
Det var de blåstribede fra hjemmeholdet, der i den grad trak det længste strå, da de knuste gæsterne med en 7-0 sejr. Hjemmeholdets Frederik Christensen stod for to af scoringerne, og han mener, det var vigtigt at komme hurtigt tilbage på sporet.
– Det er selvfølgelig vigtig for os at vi hurtigt rejser os igen og får selvtilliden igen (efter FCK-kampen, red.), som vi gjorde i kampen mod Silkeborg, siger han til D’ BOLD og fortsætter:
– Vi fik spillet vores eget spil, så vi fik åbnet Silkeborg og kom til de chancer vi gjorde. Vi kom ud over stepperne og spillede som et hold. Derfor vandt vi kampen.
Efter en så massiv sejr kan man fristes til at tro, at Esbjerg kun spiller sprudlende offensivt fodbold. Og det afviser Christensen ikke helt.
– Man kan godt sige, vi har en offensiv tilgang til spillet. Vi spiller for at vinde, og selvom vi er foran 2-0, stopper vi ikke med at spille vores spil for at stille os tilbage på banen. Vi bliver ved med at køre på, men samtidig synes jeg også, vi er gode til at tage temperaturen på kampen og spille stille og roligt i de perioder, vi har brug for det, siger esbjergenseren, som var glad for sine to scoringer i opgøret:
– Det er dejligt at komme på tavlen, og vigtigt for mig at få en god portion selvtillid ved at score to mål, siger det 16-årige talent til D’ BOLD.
Øverste halvdel er målet
Efter anden spillerunde ligger Esbjerg på andenpladsen. Og selvom en stor 7-0 sejr og den aktuelle andenplads kunne skabe store håb og forventinger for sæsonen, er Frederik Christensen og holdkammeraterne ganske ydmyge.
– Vores forventninger for sæsonen er, at være et stabilt hold gennem sæsonen og ende i den gode ende af tabellen, siger han og for derefter at slå han personlige forventinger fast:
– Jeg forventer af mig selv, at jeg kan bruge mine kvaliteter til at styrke holdet, og være en fast og vigtig spiller på holdet, og selvfølgelig forventer jeg at der kommer flere mål fra min side.
Desuden fremhæver den unge kantspiller også flere holdkammerater som værende vigtige brikker i puslespillet om at ende højt i tabellen.
– Jeg synes vi har tre stærke profiler, som alle bliver rigtig vigtige for holdet denne sæson. Lasse Svensson i det centrale forsvar, som er en stærk fysisk spiller, og som har kontrol over forsvaret og holdet generelt. Lasse Sørensen på midtbanen, som er en vigtig spiller til at binde holdet sammen, og Martin Egelund, som er en klasse angriber og kan gøre ting på egen hånd og være kampafgørende, beskriver en meget rosende Christensen.
I næste runde tager vestjyderne igen den lange tur til Sjælland, hvor HB Køge venter. Her har Christensen opskriften klar.
– Vi skal igen spille vores spil, og sætte os på kampen fra starten. Vi skal være der 100% i alle dueller og kæmpe til det sidste, hvor vi så forhåbentlig står med en sejr, slutter han til D’ BOLD.
Kampen sparkes igang på Køge Stadion lørdag kl. 13.