
Som noget helt nyt i denne sæson, tager D’ BOLD hul på “ugens Superliga-talent”. D’ BOLD vælger et talent fra den senest overståede Superliga-runde, som har gjort sig mest bemærket, og tegner et portræt af spilleren. Det kan f.eks. være en debutant, en usædvanlig målscorer, et rødt kort, et hattrick el. lign.
FC Nordsjællands’ angrebstalent Marcus Ingvartsen gjorde et flot indhop i kampen mellem FCN og AAB, da han med tretten minutter tilbage af kampen blev indskiftet og med sin scoring sørgede FCN’s første sejr.
Efter to startpladser i de foregående kampe, måtte Ingvartsen tage til takke med en plads på bænken da FC Nordsjælland mandag tog i mod Aab i Superligaen. Ingvartsen blev dog indskiftet i kampens sidste minutter, og den chance greb han med stor overbevisning, da han afsluttede et flot soloangreb, og sendte bolden sikkert i mål til 2-0. Aab fik reduceret mod slutningen, men hjemmeholdet vandt ganske fortjent 2-1 på Farum Park. Og det var ikke en helt tilfældig måde, hvorpå Ingvartsen eksekverede sin scoring. – Sidste kampe havde jeg en lignende situation, hvor jeg ikke fik nok ud af det. Så jeg havde arbejdet hele ugen på at holde farten og bruge min krop, og så er det dejligt at komme i samme situation og gøre det bedre denne gang. Det lærer man noget af, og det var dejligt. Selv om man er i undertal, kan man godt lave mål, siger Ingvartsen til Frederiksborgs Amtsavis.
Trods sin unge alder, er det langt fra første gang at Ingvartsen optræder for FCN i Superliga sammenhæng. Det 19-årige angrebstalent, der har fået sin fodboldopdragelse i FCN, gjorde sig allerede bemærket i sidste sæson, hvor det blev det til 16 Superligakampe, to mål, samt en kontraktforlængelse med klubben frem til sommeren 2018.
For godt 14 år siden startede Ingvartsen sin fodboldkarriere, da han som 5-årig begyndte at spille for Farum Boldklub. Allerede som U-17 spiller, begyndte han at træne med Superliga-truppen, og i starten af 2014 fik han så sin Superliga-debut i en kamp mod Viborg. Hos den sportslige ledelse i FCN er man yderst tilfreds med den positive udvikling. – Marcus er et produkt at vores egen talentudvikling, og det er derfor ekstra glædeligt, når vi kan fremtidssikre en spiller, der i den grad kender klubben ind og ud, og som mange af vores trænere har arbejdet med op gennem ungdomsrækkerne, siger klubbens sportschef Jan Laursen til fcn.dk.
Stor spilintelligens, stærk mentalitet og fysisk styrke er blot nogle af de fodboldmæssige kvaliteter Ingvartsen råder over, og det er blandt andet blevet honoreret med seks kampe for U19-landsholdet, hvor det er lykkedes ham at score to mål. Senest har den unge FCN’er tilmed været inde at snuse til U21-landholdet, hvor han i januar deltog i holdets træningslejr i Tyrkiet.
En af FCN’s hovedmålsætninger er at være den klub i Danmark, som leverer flest spillere fra eget talentudviklingsmiljø til klubbens Superligahold. I den nuværende Superliga-trup består over 60% af spillermaterialet fra klubbens ungdomshold, og Ingvartsen er blot endnu et bevis på en strømlinet og succesfuld talentudvikling i klubben.
Næste gang Ingvartsen får muligheden for at bevise sit værd, er i søndagens opgør i Telia Parken mod FC København, hvor han dog forventes at starte på bænken.