Ugens Superliga-talent – sæson 15/16, runde 5: Oliver Thychosen, FCN

Som noget helt nyt i denne sæson tager D’ BOLD hul på “Ugens Superliga-talent”. D’ BOLD vælger fra den senest overståede Superliga-runde et talent, som har gjort sig bemærket, og tegner et portræt af spilleren. Det kan f.eks. være en debutant, en usædvanlig målscorer, et rødt kort, et hattrick el. lign.

Det blev ikke til en hjemmesejr for FC Nordsjælland, da de søndag eftermiddag fik besøg af Esbjerg. Med et 1-2 nederlag på Farum Park dumpede FCN ned på ligaens sidsteplads, mens jyderne kravlede op på 10.-pladsen. Til gengæld kunne FCN’s Oliver Thychosen glæde sig over at sætte sit aftryk på kampen, efter han blev indskiftet med 15 minutter tilbage.

Trods et skuffende 1-2 nederlag på eget græs, hvor FCN lagde et tungt pres mod Esbjergs mål, kunne Oliver Thychosen notere sig sæsonens fjerde ligakamp efter en turbulent tid i klubben, der i lange perioder har været plaget af skader. Efter 76 minutter blev Thychosen indskiftet, og bidrog til det offensive pres som skulle forsøge at hive en udligning hjem på Farum Park, der i sidste ende viste sig at være forgæves. Selvom Thychosen blot står noteret for 704 spilminutter i ALKA Superligaen, har den unge kantspiller endnu et stort håb om, at denne sæson kan blive det endelige gennembrud for ham. – Jeg håber, at den her sæson kan blive min, så jeg virkelig kan gøre det godt i Superligaen, siger Thychosen til FCN TV.

Oliver Thychosen tilbragte de fleste af sine ungdomsår i Vejle Boldklub, hvor han kommer ud af en rigtig fodboldfamilie. Først ved brødrene Steen Thychosen og Ulrich Thychosen, der satte deres aftryk på dansk fodbold fra 70’erne og ind i 90’erne. Siden blev Jacob Thychosen den næste i rækken, og lidt efter blev det Oliver Thychosens’ tur til at føre familietraditionerne i den rød hvide trøje videre. En opgave som han klarede med stor overbevisning, hvor han i 2012 imponerede alt og alle med sine spektakulære mål og chanceskabende spil. I sommeren 2013 tog det unge offensivtalent skridtet videre i sin fodboldkarriere, da FC Nordsjælland hentede Thychosen fra Vejle Boldklub på en 4-årig kontrakt frem til sommeren 2017. Siden har den unge FCN spiller spillet 22 kampe og scoret to mål. En statistisk som uheldigvis bærer præg af adskillige skadesforløb, men som ser ud til at være at være på rette spor igen.

Den 22-årige kantspiller betegnes som en ærgerrig spiller med et godt spark, som desuden kan udfylde flere pladser i det offensive rum både på midtbanen, kanten og i angrebet.

Næste gang Thychosen får chancen for at bevise sit værd, er i fredagens udebanekamp mod Hobro, hvor han dog forventes at starte på bænken.

Oliver Thychosen står noteret for 17 kampe for diverse U-landshold.

In this article