VB-talent med officiel debut

Embed from Getty Images

Vejle Boldklubs unge offensivspiller, Agon Mucolli, debuterede tirsdag for førsteholdet, da han blev skiftet ind i det 81. minut i DBU Pokalen mod Middelfart – en pokalkamp, der først blev afgjort gennem straffesparkskonkurrence, hvor hjemmeholdets blot 16-årige debutant viste mod og som tredje sparker var med til at sikre VB sejren med et overlegent spark midt i målet.

– Da jeg fik af vide, at jeg skulle sparke straffespark, var jeg en smule nervøs, men det gik over på vej ned til bolden. Jeg brændte i weekenden et straffespark for U19 mod SønderjyskE, hvor jeg sparkede i siden, så hvorfor ikke forsøge med en ”Panenka” denne gang, tænkte jeg. Banen var våd og bolden tung, så jeg følte mig sikker på, at den ikke ville gå over målet, fortalte Agon Mucolli om sparket til VB’s hjemmeside.

Det overlegne spark må siges at være imponerende af så ung en spiller og tilmed i sin debut, og Mucolli, der blev hans sydjyske klubs fjerdeyngste debutant i nyere tid, havde da også glædet sig til at komme i kamp for førsteholdet. Efter et par minutter på kanten blev Mucolli rykket ind centralt, hvor han også huserer på ungdomsholdene.

– Det var fedt at få debut, og det var noget jeg havde glædet mig til. Jeg fik ikke de store dessiner fra trænerne, da min indskiftning medførte en større rokade på holdet. Det gik okay i starten, men jeg skulle lige orientere mig og senere byttede jeg med Patrick Rasmussen, så jeg kom ind på 10’eren. Det var en forholdsvist let kamp at komme ind i, da begge hold var trætte, forklarede Mucolli, inden han satte et par ord på en situation i den forlængede spilletid, hvor han med et frispark kanoneret på overliggeren for alvor gjorde sig bemærket.

– Jeg fik chancen på frispark i den forlængede spilletid. Målmanden satte en mærkelig mur med fire mand, så jeg valgte bare at hamre til bolden i hans (målmandens, red.) side. Den ramte desværre overliggeren, så det var rent uheld, at jeg ikke scorede.

Alt i alt var Agon Mucolli, der over sommeren har trænet med førsteholdet, fint tilfreds med debuten og ikke mindst sejren, der betyder, at Vejle Boldklub fortsat lever i pokalturneringen.

– Det er dejligt at være videre i turneringen mod en modstander, der kæmpede hårdt. Jeg synes, debuten gik okay. Nu skal jeg bide mig mere fast gennem træningen, og så håber jeg at komme ind omkring holdet igen, slutter Agon Mucolli, der for nyligt skrev under på yderligere to sæsoner med VB.

Agon Mucolli, hvis lillebror gør sig gældende på klubbens U17-hold, har rødder i Kosovo.

In this article