De to Vejle Boldklub-spillere, Christian Kudsk og Agon Mucolli, er begge udtaget til den næste U18-landsholdssamling, hvor de skal vise hvad de kan for landstræner, Henrik Clausen.
Den 25. og 26. august mødes flere spillere til en landsholdssamling med U18-landsholdet. Her er blandt andet de to Vejle Boldklub-spillere, Agon Mucolli og Christian Kudsk, der tidligere har været med hos DBU, udtaget.
Kudsk, der er godt ni måneder ældre end Mucolli, er naturligvis stolt over udtagelsen til samlingen med landsholdet.
– Jeg er selvfølgelig utroligt glad og stolt over udtagelsen. Jeg glæder mig meget til at vise mig frem på bedste vis, så jeg fortsat kan være en del af U18-landsholdet, siger Kudsk til D’ BOLD.
– Jeg tror en af grundene til, at Henrik valgte netop mig, var, at jeg spillede en god kamp i Hamborg med U17-landsholdet før sommerferien, hvor han var træner. Derudover har jeg fået et par kampe for Vejles førstehold, så det har måske også været med til at han har valgt mig, fortæller Kudsk videre, der også føler, at han har undergået en stor defensiv udvikling det seneste år.
Agon Mucolli er også positiv over udtagelsen, der kommer efter en flot debut af spillere på Vejles 1. divisionshold i en pokalturneringskamp, hvor han viste flotte takter i sit spil.
– Det er selvfølgelig dejligt at være udtaget. Det bliver fint at se alle igen, og så er det altid fedt at være med landsholdet, udtaler Mucolli til dbold.dk.
Da der ikke er nogle deciderede store turneringer for dette landshold, som der er med henholdsvis U17- og U19-landsholdet, har landstræner, Henrik Clausen, også eksperimenteret lidt med de udtagelser han har valgt til denne samling.
Clausen har valgt netop disse to spillere, da deres kvaliteter passer godt ind på landsholdet i den forstand, at de har de rette værdier til deres respektive position. Samtidig nævner han også, at begge spillere har været med hos DBU førhen, og han til disse samlinger bruger tiden på, at holde øje med deres udvikling. Dog er det værd at nævne, at landstræneren ikke har udtaget en fast trup, men mere for at se flere spillere an, da han nævner, at han sagtens kan udtage en række andre spillere til næste samling.
Vejle B’s cheftræner, Klebér Saarenpää, havde ingen kommentar på udtagelsen af Mucolli, men er glad på hans vegne og tror på, at hans tid vil komme.