Esbjerg skriver kontrakt med 15-årig back

Foto: Esbjerg fB
Foto: Esbjerg fB

Blot 15-årige Oliver Olsen har netop indgået i sin første ungdomskontrakt. Kontrakten løber tre år, bekræfter Esbjerg. 

Esbjerg er en af Danmarks store talentbyer fodboldmæssigt, og det har de netop sat en tyk streg under, efter at de tirsdag kunne bekræfte den unge Oliver Olsen på en treårig kontrakt.

Kun 15-årige Olsen spiller højreback på klubbens U/17 Liga-hold, hvor han, sammen med et par andre, blev rykket op til i sommerferien.

Her er der store forventninger til den unge back, som, ifølge træner Lars Vind, er blandt de bedste i landet på sin årgang.

– Han har hurtigt ædt sig ind på holdet i U/17 Ligaen, og hans spidskompetencer er især ved aggressiviteten i de offensive løb. Han er i hvert fald i top tre på sin position i Danmark, og han var også udtaget ved den seneste landsholdssamling, siger Vind til Esbjergs hjemmeside.

Olsen synes dog, at forfremmelsen til U/17-truppen har været hård.

– Det har været et stort step at rykke op i U17 Ligaen. Niveauet er meget højere, og spillerne er meget større og bredere, og så går det lige en tak hurtigere. I starten var det meget hårdt, men nu har jeg vænnet mig til det gennem en del træningskampe. På trods af at vi er mange 00’ere i truppen, så jeg håber og tror på, at vi kan ende i top fem.

– Nu giver kontrakten mig mere tid til at koncentrere mig om fodbolden, så jeg kan udvikle mig endnu mere. Om tre år håber jeg at kunne forlænge min kontrakt med EfB. Jeg vil gerne i Superligaen her.

Til daglig går Oliver Olsen i 9. klasse. I sidste sæson var han en del af det Esbjerg U/15-hold, der var med til det uofficielle VM for klubhold i Manchester.

 

 

In this article