FCK U/19 tabte for tredje gang i streg – denne gang med en mand i overtal

Der er ikke meget gejst at spore i FC København og på deres U/19-hold. 

Godt nok fik Superliga-holdet fra Parken en appetitvækker, da de fik en flot 4-2-sejr hjemme mod AaB i weekenden, men knap så godt gik det for klubbens U/19-hold.

Ude mod Silkeborg, var de nemlig oppe mod et formstærkt mandskab, der allerede fra starten tog teten.

Her var det nemlig en af sæsonens helt store profiler, Nicklas Røjkjær, der bragte hjemmeholdet foran, da han afsluttede køligt ind bag FC Københavns keeper, efter et velspillet angreb.

Søholt Talent Park var derfor ved godt mod, men FCK fik inden pausen udlignet på et straffespark ved Jonathan Frimann. Det var hans sæsonmål nummer to på straffespark.

Dog som man troede, at det var aktion nok for første halvleg, var Røjkjær på spil igen. Den unge silkeborgenser fik spillet sig igennem FCK-forsvaret og lagt op til Jeppe Gertsen, der fornemt sparkede Silkeborg foran igen.

Silkeborg fortsatte de forrygende takter i anden halvleg, og hovedstadsklubben havde svært ved at følge med. Længe så det ud som om, at midtjyderne ville lukke kampen med en 3-1-scoring, men den kom aldrig.

I det 74. minut gjorde Silkeborg det dog sværere end nødvendigt, da Sammy Slot fra Silkeborg modtog sit andet gule kort, og dermed måtte gå tidligt i bad.

Trods en FCK-pres i kampens slutfase, holdt Silkeborg sejren hjem. Dermed står de noteret for hele ni points i fire kampe og en flot andenplads – modsat FC København der endnu har deres første point til gode. Det eneste de kan glæde sig over, er at også Brøndby befinder sig med nul points.

Se højdepunkter fra kampen her:

In this article