FCN-debutant til D’ BOLD: Det er rigtig stort

Adnan Mohammed fik sin drøm i opfyldelse, da han debuterede for FC Nordsjælland søndag aften.

Adnan Mohammed var en af spillerne i rødt i går, da FC Nordsjælland mødte AGF i en 2-0 sejr til førstnævnte.

Spilleren fik de sidste fem minutter af opgøret, ved en indskiftning, hvor Marcus Ingvartsen – der i øvrigt også scorede kampens andet mål – blev skiftet ud. På trods af, at det kun var få minutter, er spilleren meget glad for endelig at have fået sin Superligadebut for klubben.

– Debuten er noget, jeg har kæmpet for i virkelig lang tid, og nu var det så min tur til lige at snuse til det, forklarer en glad Adnan Mohammed til dbold.dk, kort efter kampen.

– Det er rigtig stort, men nu ved jeg, hvad jeg skal arbejde med, for at få mere spilletid i fremtiden, tilføjer han.

På trods af at have fået debuten, føler den unge kantspiller ikke, at de potentielle chancer for spilletid har ændret sig.

– Jeg tror ikke, at mine chancer har ændret sig. Der er utrolig hård plads om kanterne i FC Nordsjælland, så jeg arbejder bare hårdt, og så må vi se hvad der sker, forklarer den 19-årige kantspiller.

Adnan Mohammed og FC Nordsjællands næste kamp er mod Odense Boldklub, den 2. oktober klokken 18:00. Kampen spilles i Farum Park.

In this article