Søndagens kamp mellem Brøndby og FC København er sæsonens hidtil største kamp i Superligaen. Fans, medier og spillere har glædet sig i ugevis til den prestigefyldte dyst, og på både banen og tribunen vil der være en intens og rivaliserende stemning, som kendetegner arvefjendeopgørene mellem københavnerklubberne.
For FC København er Andreas Cornelius, Mathias Zanka og Nicolai Jørgensen de største profiler, men hvilke FCK-talenter skal vi regne med i fremtidens New Firm-opgør? D’ BOLD har undersøgt sagen, og lavet en top 3 over de mest lovende unge løver:
Daniel Jespersen – 3. pladsen
Selvom Peter Schmeichel i sine unge dage vogtede buret i Brøndby, så har unge Jespersen en sammenlignelig attitude med en af verdens bedste målmænd gennem tiderne. Det er da også den gode psyke der er den 19-åriges største styrke. Undervejs i sin ungdomstid formåede han at komme tilbage fra halvandet års skadeshelvede, og derefter udvikle sig positivt på alle områder. Er pt. tilknyttet FCK’s U/19 hold med reglen om, at det er tilladt at benytte to U/20-spillere. En keeper for fremtiden!
Alder: 19 år
Position: Målmand
U-landskampe: 3
Mani Hilmarsson – 2. pladsen
Med 13 scoringer var Mani Hilmarsson den store profil på det FCK-hold, som sluttede midt i U/17 Ligaen i sidste sæson. Den islandske angriber er yderst koldblodig når chancen opstår, og så forstår han at løbe dybt, men samtidig indgå i hurtige kombinationer på kanten af feltet, som efterhånden er blevet FC Københavns varemærke i ungdomsligaerne. I denne sæson er han ikke kommet nær så godt i gang, men når han først bliver integreret på klubbens U/19 hold, som han nu repræsenterer, scorer den langhårede islænding med garanti massevis af mål!
Alder: 17 år
Position: Angriber
U-landskampe: 14 (for Island)
Jonas Wind – 1. pladsen
Førstepladsen på listen over største FCK-talenter går til Jonas Wind. Der var ellers flere til buddet, men når man scorer så mange mål, som Wind gør det, så er man svær at undgå. De ni mål angriberen scorede i sidste sæsons U/17 Liga bliver med garanti overgået i denne, hvor han og FCK er startet som lyn og torden. Indtil videre har Jonas Wind fået netmaskerne til at blafre fem gange. Det er nok til at gøre ham til den aktuelle topscorer i U/17 Ligaen.
Alder: 16 år
Position: Angriber/offensiv-spiller
U-landskampe: 2
Kampen mellem Brøndby og FCK fløjtes i gang klokken 13.00