Ny AGF’er: Jeg vil score en masse mål

Embed from Getty Images

AGF tilknyttede i går 21-årige Emil Nielsen fra Rosenborg på en etårig lejeaftale. Opholdet i Norge blev ikke som håbet, men offensivspilleren satser på at blive en bomber i Superligaen.

I går, på transfervinduets sidste dag, blev det offentliggjort, at Superligaens nummer seks AGF får forstærkning til angrebet i form af 21-årige Emil Nielsen, som det næste år skal forsøge at hjælpe “De Hviie” med at genfinde fordums styrke. Derefter skal angriberen efter planen tilbage til Rosenborg, som ejer ham.

Det er nok meget godt, at man er holdt op med at bruge træ som underlag på udskiftningsbænkene under fodboldkampe. Ellers kunne man nemlig frygte, at en spiller som Emil Nielsen havde fået nogle splinter bagi. Hans første halve år i norske Rosenborg har i høj grad været præget af udsigten fra bænken på klubbens stadion. Blot fem Tippeliga-indhop er det blevet til.

Efter skiftet til AGF er vejen til spilletid måske blevet lidt kortere for den unge offensivspiller, som kan spille både på kanten og helt oppe i front. Med det nye håb er Emil Nielsen igen begyndt at drømme om succes i det aarhusianske.

– Jeg håber da ikke, at folk på seks måneder har glemt, hvordan jeg er som spiller, og hvor mine spidskompetencer er. Men jeg er en hurtig og aggressivt arbejdende kant/spids, som laver mål. I AGF vil jeg kunne bidrage med min fart og mine aggressive løb i dybden, og min store arbejdsomhed. Og forhåbentlig en masse mål, siger Emil Nielsen til D’BOLD.

Emil Nielsen kom til Rosenborg ved årsskiftet efter at have imponeret i Roskilde FC, hvor han blandt andet havde scoret 33 mål på en enkelt sæson i 2. Division.

In this article