Randers’ 17-årige frisparksskytte efter to mål: Drømmemål, man nok kun scorer én gang

Kasper Vernersen stod i weekenden for hele to mål på direkte frispark. Noget der vakte glæde på en ellers skidt dag på kontoret. 

Randers Freja U/19 skrabede i weekenden sæsonens første point sammen, da de spillede 3-3 mod Lyngby. Noget der var tiltrængt efter to smalle nederlag i de to første runder.

Men faktisk kunne det – og burde måske også – have set endnu bedre ud for de unge, lyseblå heste. Lyngby, der havde åbnet sæsonen med en flot sejr over FC København, spillede nemlig hele anden halvleg i undertal grundet en udvisning til profilen Adnan Curovic. For at gøre det hele lidt værre var Randers endda foran i anden halvleg, men alligevel formåede Lyngby at udligne til sidst – og så endda på en dødbold, som Randers ellers havde været mestret flot i løbet af kampen. En ting der gav skuffende miner i omklædningsrummet.

– Det er utrolig skuffende, at vi ikke kan holde en føring hjem, når Lyngby har fået smidt en mand ud. Det er også dumt, at vi giver så nemt et frispark væk nede på vores egen banehalvdel. Men vi burde også kunne afvise sådan en dødbold. Vi har også chancer til at lave flere mål, end vi gør, så det er vores egen skyld, at vi ikke fik lukket kampen noget før, siger den 17-årige Randers-forsvarer, Kasper Vernersen.

Der var dog mange positive momenter i kampen for Randers. Specielt på dødbolde var de farlige, og det var også efter netop en standardsituation, at det første mål blev scoret. De to sidste var dog helt specielle.

Det var nemlig to mål scoret på direkte frispark. Begge blev sparket af netop Kasper Vernersen.

– Det var helt specielt. Da jeg ser dommeren dømmer den første inde, bliver jeg utrolig glad, fordi det er et drømmemål, man nok kun scorer en gang i sin karriere, siger forsvarsspilleren og fortsætter:

– Nummer to er lidt længere ude i den ene side, så den er lidt svære at sparke ind, men jeg forsøger igen at sparke hen over muren. Og den går også ind oppe i højre hjørne. Det er en utrolig dejlig følelse, at kunne hjælpe ens hold på den måde, så vi kom foran igen.

Den unge Randers-spiller sparkede i frispark for Randers i sidste sæson, men at han nu gør det, sætter han sikkert pris på, men i den grad også klubben, som han altså sikrede points hos i weekenden.

Ingen skal dog gå og tro, at det er tilfældigt at Vernersen bankede de to kasser i mål.

– Jeg har arbejdet rigtig meget med mit spark, da jeg var mindre. Jeg er også sikker på, at det er derfor, det er en af mine spidskompetencer nu. Jeg ved, at jeg godt kan, derfor er det bare rart at det lykkedes.

– Jeg synes, det er en sjov ting at være god til, for det er nogle utrolig flotte mål, man kan lave på den måde, og det er nogle rigtig nemme mål, man kan få. Da jeg var mindre, kunne jeg godt stå flere timer og sparke frispark med mig selv, eller med nogle af mine venner. Det er ikke så meget mere, men fem til 10 minutter et par gange om ugen før træning bliver det da til.

Desværre rakte de to flotte frisparksmål ikke til en sejr for randrusianerne, og derfor står de efter tre kampe med blot et enkelt point, og det er ikke tilfredsstillende.

– Det har været en rigtig dårlig sæson start for os, vi har nu lukket 9 mål ind i de første 3 kampe, og det er langt fra tilfredsstillende for os. Offensivt skaber vi fint med chancer, men vi mangler lige den sidste skarphed når den skal sparkes i mål, siger Vernersen, mens han forklarer forventningerne til den resterende sæson.

– Jeg forventer i resten af sæsonen at vi får sat en prop i så vi ikke lukker så mange mål ind, og hvis vi så sparker dem ind i den anden ende så skal vi nok få fat på nogle point.

In this article