Randers slog Vejle 5-1 i U/17 Ligaen

En udvisning til Vejles fløjspiller Thais Damgaard gjorde udslaget i østjydernes kamp mod Randers, som i anden halvleg satte trumf på med flere flotte scoringer.

Hjemmeholdet fra det østjyske startede bedst, men kampen ændrede sig ret hurtigt, da hestenes Simon Jensen sparkede bolden ind fra kanten af feltet.

Vejle fortsatte med at være spildominerende, mens Randers i vanlig stil lukrerede på omstillinger. Efter 36 minutter blev Thais Damgaard efter en hård tackling udvist. Vejle-lejren var ikke 100 % overbeviste om dommerens skøn, men det er i sidste ende ham der bestemmer, og Damgaard måtte tage den lange og sure vej i bad.

Med en mand i overtal kæmpede Vejle bravt videre, og angriber Mads Olesen var tæt på at bringe i balance i regnskabet, men 1-0 ved pausen.

Efter pausen fortsatte de rødklædte fra Nørreskoven ufortrødent, men som kampen skred frem, mistede Søren Lykkes udvalgte mere og mere af det gåpåmod og den energi, som er så vigtig, hvis man vil lykkes.

Randers er ikke en modstander, man vil være i undertal imod. Kronjyderne er særdeles velorganiserede og pligtopfyldende, og den stramme defensive organisation er tilsat et par spændende boldspillere, som i anden halvleg viste sig fra deres bedste side.

2001’eren Majaliwa Msabaha både scorede og assisterede, mens også topangriber Marcus Mølvadgaard kom på måltavlen. Jesper Steendahl var dog med to scoringer hovedpersonen, og så vandt Randers med hele 5-1.

In this article