To sejre og et knebent nederlag til guldaspiranterne FC Nordsjælland. Det går godt i Aalborg, hvor man er klar til at blåstemple sæsonstarten.
I D’ BOLD’s ugentlige magasin, Talenttid Inside, inviterer vi dig hver uge med til at læse om de allermest spændende og dybdegående historier fra den danske U/19- og U/17 Liga. Vi går helt i dybden med indslagene, og bringer dig interviews fra nogle af hovedpersonerne fra weekendens spillerunde, fordi vi her på D’ BOLD bestræber os på at give dig ALT det bedste fra dansk ungdomsfodbold.
5-0-lussing til Lyngby
Ovenpå et knebent 3-2-nederlag til FC Nordsjælland i første runde, efterfulgt af en 3-2-sejr i Odense, stoppede målfesten for AaB’s U/19 Liga-hold langt fra i sidste weekend, hvor Lyngby var på besøg i 9000 Aalborg.
AaB-holdet sendte De Kongeblå fra Lyngby retur til Sjælland med nul point og en 5-0-lussing i bagagen. Blandt målscorerne i kampen var Rasmus Thellufsen Pedersen, der gjorde det til 3-0 kort inde i anden halvleg. Forsvarsspilleren erklærer sig naturligvis godt tilfreds med sejren.
– Vi vandt meget sikkert 5-0, og jeg synes, vi spillede en rigtig god kamp, hvor Lyngby kom til at løbe meget efter os. Vi spillede hurtigt både i mellemrummene og på siderne, hvor vi kom til en del gode chancer, så størrelsen af sejren var egentlig meget fortjent, siger Rasmus Thellufsen Pedersen til D’ BOLD.
AaB-spilleren var glad for at tilføje sit tredje mål til målkontoen i denne sæson, men vægter de tre point højest.
– Det er klart, det er altid dejligt at få scoret, og det er selvfølgelig noget, der giver selvtillid, men det vigtigste var, vi fik de tre point.
Et af AaB’ernes største problemer i de to foregående kampe mod FCN og OB har været, at de har haft svært ved at holde fast i føringer. Men i kampen mod Lyngby var der aldrig rigtig tvivl om kampens udfald og tilmed kom sæsonens første clean sheet også i hus.
– Det var vores bedste præstation i sæsonen. Vi får også et clean sheet, som er utrolig vigtigt for hele holdet.
– Efter den ærgerlige resultatmæssige start i Nordsjælland synes jeg generelt, at stemningen på holdet er super god, og vi glæder os til den næste kamp i Ligaen, lyder det fra Rasmus Thellufsen Pedersen.
Bytyqi: Forventningerne er skruet op
Bardhec Bytyqi var også blandt målscorerne i kampen mod Lyngby. Han mener, at AaB’erne er forstærket i forhold til sidste sæson, og derfor er forventningerne ligeså skruet op internt i truppen.
– Jeg føler, vi har en rigtig stærk trup i år. Vi har massere af andenårsspillere, der har prøvet det før, så vi har en masse forventninger til år.
– Jeg synes, vi har fået en udmærket start. Seks point i tre kampe er godkendt. Det var lidt skuffende efter nederlaget til FCN, i første spilerunde, hvor vi mindst skulle have haft ét point efter en velspillet kamp. Men der var også nogle ting, der skulle justeres, og det føler jeg, vi fint har gjort med to sejre i de seneste kampe, siger Bardhec Bytyqi.
Bytyqi gør sig i AaB’s venstre side og kan både præstere en habil back og kant. Han har forskrifterne klar for AaB’s varemærke i denne sæson.
– Vores varemærke skal være possession, en offensiv tilgang, samt en bundsolid defensiv, hvor der skal være en ære i at holde nullet.
På lørdag venter sæsonens fjerde kamp for AaB med en tur til Nørreskoven for at møde Vejle. Her forventer AaB-spilleren en benhård fight mellem de to mandskaber.
– Jeg forventer en hård kamp, hvor der bliver gået til stålet, en masse dueller og egentlig bare at fortsætte den stime, vi har gang i og hele tiden lægge på og udvikle os. Vi har også noget at revanchere fra sidste sæson, så motivationen er i top, lyder det fra den hævntørstige AaB-spiller.
For Rasmus Thellufsen Pedersen, Bardhec Bytyqi og resten af AaB’s U/19-mandskab går det løs kl. 15 på lørdag i Vejle.