Talenttid INSIDE: Offensivt spil i Nordsjælland giver point – U/17 Ligaen

FC Nordsjælland er kommet godt fra land i U/17 Ligaen, hvor det er blevet til tre sejre og et nederlag. Ti mål lægger der bl.a. bag succesen, og de unge nordsjællændere har da også en meget offensiv tilgang til spillet.

I D’ BOLD’s ugentlige magasin, Talenttid Inside, inviterer vi dig hver uge med til at læse om de allermest spændende og dybdegående historier fra den danske U/19- og U/17 Liga. Vi går helt i dybden med indslagene, og bringer dig interviews fra nogle af hovedpersonerne fra weekendens spillerunde, fordi vi her på D’ BOLD bestræber os på at give dig ALT det bedste fra dansk ungdomsfodbold.

FC Nordsjælland fortsatte stimen i weekenden i U/17 Ligaen, da Esbjerg blev sendt hjem med en smerteligt nederlag på 5-2 i bagagen. Det var de unge tigres tredje sejr på stribe, efter holdet kun har tabt åbningskampen mod AaB og sidenhen gjort rent bord. Angriberen Niklas B. Toft mener, at kynismen foran målet har gjort udfaldet.

– Jeg synes, at vi er blevet langt bedre til at komme til chancer, og udnytte vores boldbesiddelse, end vi for eksempel var i første kamp mod AaB. Vi er blevet mere tålmodige på bolden, og det gør at vi kan sætte chancerne ordentlig op. Selvom der har været mange udskiftninger i start-11’eren her i de første kampe, så har vi også været gode til at kende hver især vores roller og opgaver, og udføre dem, siger en glad Toft til D’ BOLD.

Udover den skarpe udnyttelse af målchancer, mener han også, at bl.a. et hårdt genpres har været medvirkende til succesen.

– Vi har været gode til at ligge et godt førstepres, og vi har haft meget fokus på, hvordan vi forbereder og sikrer omstillinger i mod os. Jeg synes også, at vi har været gode til at komme til chancer, og være kyniske når vi får dem. Vi har også haft meget fokus på at være hårde i vores dueller, og ligge et hårdt genpres. Og det har også gjort, at modstanderen ikke får tid og plads til at sætte chancerne ordentlig op, og det synes jeg er lykkedes fint for os her i de første kampe.

Men selvom det er gået strygende for nordsjællænderne i sæsonstarten, har der været en del skader, hvilket har betydet stor udskiftning på holdet.

– Vores svageste punkt har nok været de mange udskiftninger i start-11’eren, fordi der har været mange skader. Men jeg synes vi har løst det godt, og dem der er kommet ind, også på nye pladser, har gjort hvad der skal til for at hjælpe holdet bedst, siger nordsjællænderen.

FC Nordsjælland har indtil videre scoret ti mål i de første fire kampe, og det er ikke tilfældigt, at nordsjællanderne scorer mange mål.

– Vi har en meget offensiv tilgang til spillet. Vi træner meget på, hvordan vi kan sætte chancerne op bedst muligt, og vi har en meget offensiv præget spillestil. Og så har vi været gode til at tage det vi har lært fra træningsbanen, og gøre det i kamp, siger angriberen til D’ BOLD.

I næste kamp venter Silkeborg, som modsat Nordsjælland har haft en skidt start på sæsonen, hvor det kun er blevet til ét point i de første par kampe. Men selvom det ikke spiller for Silkeborg for tiden, slår Toft fast, at det er vigtigt ikke at tage tingene forgivet.

– Når vi skal møde Silkeborg, tror jeg det er vigtigt, vi ikke tager for let på det, og fortsætter med at have en god attitude, og hårdt arbejde hele vejen rundt. Vi skal fortsætte med at være tålmodige i vores spil, og så skal vi se, om vi kan bryde Silkeborgs forsvar op, og score nogle mål.

Selvom FC Nordsjælland er kommet forrygende fra start, holder Toft stadig benene solidt plantet på jorden, når snakken falder på forventninger.

– Vores forventninger er, at vi skal fortsætte med at være fokuseret i alt hvad vi laver, og forhåbentlig vinde en masse kampe. Mine personlige forventninger er, at jeg skal fortsætte med at score mål, og være en bærende spiller på holdet, siger den 16-årige angriber for derefter at fremhæve et par holdkammerater:

– Der er flere, som kan blive rigtig vigtige for os i denne sæson. Men i sær vores anfører Magnus Wørts, vores trekant på midten med Magnus Kofod, Nicklas Jacobsen og Kristian Jensen, og Andreas Olsen. Og så håber jeg da også selv på at score mange flere mål, og blive en rigtig vigtig spiller, der afgører kampene, slutter Toft til D’ BOLD.

FC Nordsjælland spiller først næste kamp mod Silkeborg lørdag d. 3. oktober. hjemme i Farum Park. Der er kampstart kl. 15:15.

In this article